FODBOLD – Serie 1, herrer

​Nibe-AaB 0-1 (0-0)

​Der var stor respekt fra både spillere og trænerteamet fra AaB efter deres smalle sejr over et velspillende og hårdt kæmpende Nibe mandskab. Så meget respekt, at AaB's træner kom hen til Nibe som sad skuffede til samling efter kampen: – Jeg vil bare sige at I spillede en rigtig god kamp. Det er imponerende at så unge kneijter spiller så god fodbold. I har virkelig noget at bygge videre på.

Kampen startede og forblev yderst intens i alle 90 minutter. Efter 10 minutter var Nibe tæt på at komme foran. Svende lagde en flot aflevering i dybden til Christian Lohse som slog et fremragende indlæg til Frederik Bak, der headede på underkanten af overliggeren. Nibe stod halvlegen igennem kompakt i kæderne og gjorde livet svært for AaB. Eneste mulighed for udeholdet var et langskud på overliggeren midt i første halveg. 

2. halveg stod der Nibe på de første 20 minutter, hvor AaB slet ikke fik fodfæste. Hjemmeholdet spillede med stor autoritet og var alle andenbolde og arbejdede sig ned mod AaB's mål. Gabi havde en god afslutning fra distancen som keeperen reddede. Også Niels Rise havde en god mulighed men ramte bolden forkert på den lidt ujævne bane. Efter 20 minutter tog AaB over og fik lagt et tryk på hjemmeholdet. Nibes midtbane og forsvar stod flot imod og afviste alt som kom imod dem. 

Det sidste kvarter var der dømt drama og chancekavalkade for hjemmeholdet. Første mulighed fik Simon Sørensen som steg højt til vejrs på et hjørnespark men hans hovedstød ramte overliggeren. Dette var endda via en løftet AaB arm men dommerens fløjte forblev tavs. 

Kort tid efter havde Bertil chancen efter lidt klumpspil men hans skud blev blokeret. 5 minutter før tid havde Bertil igen en god mulighed. Et par gode træk og en endnu bedre afslutning blev sendt op mod hjørnet men en fantastisk redning af AaBs målmand som fik pareret bolden op på overliggeren for 3. gang for Nibe forhindrede scoring. 

Og så skete det, som desværre ofte sker for hold i modgang. 2 minutter før tid kom en AaB spiller endelig igennem centralt og afsluttede fra distancen. Skuddet blev rettet af en velspillende Svende og dalede ned bag en chanceløs Jonas Frendrup. Nibes spillere og trænerteam faldt til jorden i fysisk og mental udmattelse. 

Cheftræner Nicolai Nielsen sagde efter kampen: – Større mavepuster skal man lede længe efter. Vi står stærkt defensivt, vinder alle anden, kommer frem til chancer og kæmper som et hold. Har sgu ondt af drengene idag!