Søren Carøe Petersen og hans makker Mikkel Guldberg fra Silkeborg stillede søndag op til udtagelsesstævne til EM Maraton i kajak på Silkeborg Langsø. 

Det var en pludselig indskydelse der i fredags fik dem til at melde sig, da de så at der kun var to både til start. »Man kan jo aldrig vide«, for der var to pladser på spil til EM-holdet.  

Maratonløbet er en strækning på 22,6 km, hvor der roes 7 runder, med overbæringer mellem hver runde. Da det er marginaler der skiller roerne fra hinanden, er det teknikken i overbæringerne der har betydning når slaget skal slåes. Søren og Mikkel er sprint-roere, de har aldrig før lavet overbæringer sammen, så de mødtes lørdag eftermiddag for at øve overbæringer for første gang, vel vidende at det ville være den manglende rutine, der ville være afgørende i søndagens løb. 

De blev ikke overraskende nr. 3. Men det var en flot præstation. De kom ind kun 2 minutter og 35 sekunder efter nr 2, Noah Pedersen og Silas Runholm 

Det skal desuden siges at de var ikke oppe imod hvem som helst. Søren Maretti og Nikolai Thomsen er danske mestre på maratondistancen. Nikolai Thomsen er desuden verdensmester i enerkajak maraton. Noah Pedersen og Silas Runholm er U18 europamestre. 

Så det var en meget værdig 3. plads og en flot bronzemedalje for de to sprint roere, der fik en oplevelsesrig dag, masser af erfaring og vist hinanden at deres samarbejde har potentiale.  

Næste gang de stiller op er til Bagsværd Regatta d. 4.-6. juni hvor de sammen skal ro 500 meter og 1000 meter.