Sommeren og de høje temperaturer har i den grad domineret vejrbilledet de sidste uger, men det har ikke forhindret Tour de Taxa Himmerland i at tilbagelægge over 1.000 km på cykel i den gode sags tjeneste.

Oprindeligt skulle turen være gået til Paris for at teste brostenene på Champs-Élysées inden Vingegaard, Asgreen og de andre stjerner trillede hen over dem. Men corona ville det anderledes, og i stedet blev der lynhurtigt stablet en tur rundt i det smukke danske sommerland på (cykel)benene. 

Turen er et indsamlingsløb til fordel for de danske Julemærkehjem, så selvfølgelig skulle ruten også lægges forbi alle 5 Julemærkehjem, der stod klar med flag og hujende tilråb i bedste Alpe d´Huez-maner. 

Ruten gik fra:
Hobro – Vejle
Vejle – Kolund – Fåborg
Fåborg – Tåsinge - Langeland – Vordingborg
Vordingborg – Præstø – Slagelse
Slagelse – Roskilde
Roskilde – Ølsted – Rørvig
Rørvig - Hobro

Nibe var godt repræsenteret på det nordjyske cykelhold. Både John Jakobsen, Anette Holm, Mogens Primdahl , Bente Nedergaard og Tom Holm var med til at træde i pedalerne. Og Caroline Holm var en del af det sundhedsteam der selvfølgelig kører med rundt i hjælpebilerne. 

Der var ingen prikkede bjergtrøjer, grønne sprintertrøjer eller hvide ungdomstøjer at køre om, men til gengæld kørte de alle sammen i gult. Simpelthen et helt hold af vindere!

Danmark er et fantastisk cykelland, men næste år går turen altså til Paris igen, slutter Annette Holm på vegne af holdet.