FODBOLD – SERIE 1

St. Restrup IF – Gundersted: 3-1 (1-1)

Målscorer: 1-1, 2-1: Mike Kristensen, 3-1: Andreas Horskjær

St. Restrup IF spillede tirsdag aften en ”covid-19-udsat kamp” mod Gundersted. Kampen var henlagt til kunstgræsbanearealet ved Nørresundbys Forenede Boldklubber for at give spillerne de bedste betingelser i en vaskeægte nøglekamp. Begge hold ligger i bunden af serie 1-rækken og kæmper indbydes om at undgå den anden af de to direkte nedrykningspladser i tabellen.

Gundersted bragte sig i front i opgøret, da de fik scoret til 0-1 efter et lille kvarters spil. Efter 20 minutters spil faldt udligningen, da St. Restrup IF’s Mike Kristensen scorede sikkert på straffespark. 1-1 var også resultatet ved pausefløjtet.

Anden halvleg sad St. Restrup IF på fra første dommerfløjt. Efter en lille times spil scorede St. Restrup IF’s Mike Kristensen på ny, da han hamrede bolden i målet til 2-1. Mod halvlegens afslutning satsede Gundersted-holdet alt på en udlignende scoring, men St. Restrup IF fangede dem i en omstilling, hvor Andreas Horskjær lukkede og slukkede kampen, da han scorede til slutresultatet 3-1.

–    –    – 

St. Restrup IF - Hornbæk: 0-3 (0-0)

Lørdag eftermiddag gæstede Hornbæk Frejlev Stadion til en spændende kamp, hvor hjemmeholdet St. Restrup IF skulle forsøge at bygge oven på de gode takter fra sejren over Gundersted. St. Restrup-træner Michel Valdemar måtte dog undvære et par af de bærende spillere til denne kamp.

Kampen startede meget lige, og det var tydeligt at det var to hold, som gerne ville spille direkte fodbold. Dog stod begge holds forsvarskæder meget stærkt, hvilket betød at halvlegen var yderst chancefattig trods et højt spiltempo. 0-0 var resultatet ved sidebyttet.

St. Restrup-træner Michel Valdemar sendte både Jens Holt og siden Lasse Møldrup samt Emil Fisker på banen i kampens anden halvleg. Det gav St. Restrup IF flere målchancer, men den afgørende skarphed manglede. Efter en lille times spil bragte Hornbæk sig i front med 0-1, da de kynisk udnyttede en personlig St. Resrup-fejl. St. Restrup IF’s Emil Fisker havde et par gode muligheder for at udligne efterfølgende. Efter 75 minutters spil scorede Hornbæk til 0-2 og 10 minutter senere lukkede de kampen med deres scoring til 3-0, som også blev kampens resultat.

Med én sejr og ét nederlag i bagagen, fra den nu overstået kampuge, ser St. Restrup IF frem mod en særlig spændende sæsonafslutning på turneringen, hvor der nu resterer tre spillerunder. Der skal seks points på kontoen – og gerne endnu flere, for at holde holdet væk fra den direkte nedrykning.