Torsdag aften kl. 20.30 fløjtes der op til pokalhåndbold mellem Nibe HK’s og IK Skovbakkens bedste herrehold i håndbold.

Århus-klubben IK Skovbakken har gennem perioder i dansk håndbold været en magtfaktor, men aktuelt ligger det en del år tilbage. Nu møder Nibes bedste herrehold, som i turneringen spiller i 3. division, holdet fra Århus, der spiller i den danske første division – altså i landets næstbedste række. Skovbakken ligger i turneringen midt i 1. divisions nederste halvdel.

Nibes træner Lasse Møller Thomsen siger sådan om kampen:
– Der venter os en meget svær og nærmest umulig opgave i pokalkampen mod Skovbakken.
Vi kunne i pokalkampen sidste år se, at springet mellem 3. division og 1. division er kæmpe stort.
Dertil døjer vi desværre med skader og sygdom i truppen, så vi skal blot fokusere på at få en oplevelse ud af kampen.
Det er dog altid sjovt at kunne eksperimentere lidt, og det vil denne kamp tillade os. Samt at kunne udnytte time-out til at lave justeringer undervejs, som ellers er svære i vores normale kampe.

–   –   –

Historisk, har holdet fra Skovbakken flere gange været i en storhedstid – første gang i starten af 1960’erne, hvor det blev til klubbens første danske mesterskab. Anden gang, det danske mesterskab blev hjemført til Århus, var i starten af 1980’erne; her med navne som Thomas Pazyj og Erik Bue Petersen på holdet; begge landsholdsspillere for klubben.

Nu gælder det så torsdag aften kl. 20.30, hvor Nibe møder Skovbakken i pokalturneringen Santander Cup.