- mandag, 11. september 2023
FODBOLD: Jyllandsserien Kvinder
Nibe B – Fortuna Hjørring 2-0 (1-0)
Målscorere: Ellen Borksted Arndt, Johanne Vennevold
Lige midt i middagsvarmen lørdag tørnede Nibes fodboldkvinder i Jyllandsserien sammen med Ligareserverne fra Fortuna Hjørring. Nibe har aldrig besejret dem før så mon 3. gang var lykkens gang?
Med afbud fra topscorer Rikke Godsk Nicolajsen og ikke flere fra truppen at tage af, så var der lagt på til debut til den dygtige angriber fra U17 pigeholdet, Ellen Borksted Arndt.
Kampens første 30 minutter var ikke så seværdig, men herefter fik Nibe mere overtag. De første udskiftninger kom allerede efter 35 minutter pga. varmen, og her blev Ellen sat på banen og hun kvitterede allerede et par minutter senere ved at score på en friløber mens hun havde to Fortunaforsvarer hængende på ryggen.
I pausen blev der rokeret rundt på pladserne for at give flere spillere pause for middagssolen, men det ændrede ikke på, at Nibe forsat var toneangivende i resten af kampen og midt i 2. halvleg kunne Johanne Vennevold sikre sejren med en flot scoring.
– En flot skalp at få med den sejr her, og det er noget vi kan bruge fremover, udtaler midtbanegeneralen Cecilie Gyntelberg, der ydede en kæmpe indsats hele kampen igennem.
Næste kamp er onsdag i AaB, hvor der igen er ligareserver på menuen.