Det var et sensationelt og meget elsket comeback, da Hans Philip og Jens Ole McCoy sidste år meldte ud, at Ukendt Kunstner var gendannet til to koncerter på Smukfest og Roskilde Festival.

Nu fortsætter jubelcomebacktogtet, når Ukendt Kunstner torsdag d. 4. juli spiller én af fire sommerkoncerter på Nibe 2024.

Ud af intetheden
Ukendt Kunstner var der pludselig og for mange helt uden varsel – og hittede straks med ”Neonlys”.

”Jeg husker tydeligt, at jeg kørte på en jysk motorvej, da jeg første gang hørte ”Neonlys”. Radioværten sagde efter nummeret noget a la – ”Neonlys med Ukendt Kunstner, vi må snart blive klogere på, hvem den ukendte kunstner så egentligt er” – udtaler festivaltalsmand Peter Møller Madsen.

Stoppede på det højeste
Efter en håndfuld år hvor Ukendt Kunstner fyldte festivalpladser og andre store venues, så lukkede duoen ned - lige så pludseligt, som de opstod.

Men de havde nået at sætte deres store og afgørende præg på den danske musikscene, og store singler som ”Overleve”, ”Gennem Byen”, ”Fucking Nummer”, førnævnte ”Neonlys” og ”Stein Bagger” havde sat nye standarder på den danske hiphop-scene.

Inden da nåede de flere gange at ramme Skalskoven – senest i 2017, mindre end to måneder inden deres “svanesang” til For Evigt Hiphop i Rødovre.

Men der stoppede det ikke
Heldigvis ”begavede” Jens Ole McCoy og Hans Philip efterfølgende fortsat dansk musik. Hans Philip først med albummet ”Forevigt” og efterfølgende med dobbeltalbummet ”[a] & [ß]”. Hans Philip har samtidig de seneste to år spillet Nibe, og var også forbi ”Lyden af Nibe”, festivalens plan B under pandemien i 2021.

McCoy har bl.a. hevet en ”Robert” hjem for lydsiden til Fenar Ahmad filmen ”Underverden” og samtidig produceret albums for Thor Farlov og Noah Carter samt store hits for bl.a. Kesi, Kidd, Sivas og Gilli.

Hans Philip og Jens Ole McCoy – alias Ukendt Kunstner.

Længe ventet comeback i Nordjylland
Ukendt Kunstner er nu ubetinget større end nogensinde. De har, udover koncerterne i Roskilde og Smukfest, netop givet totalt udsolgte arena-koncerter i største format, har udgivet anmelderroste ”Dansktop” med store singler som ”Uden Dig”, ”Hele Dagen” og ”Dansktop”. Nu venter så fire danske sommerkoncerter.

Det er første gang, siden sommeren 2017, at den populære duo spiller i det nordlige Jylland. Så det er længe ventet, at de rammer Skalskoven.

– Vi er voldsomt tilfredse med, at Ukendt Kunstner, som altså er helt i front på Nibe-publikummets ønskeliste, spiller Nibe. Den torsdag må, bare alene af den grund, blive en episk oplevelse – slutter Peter Møller Madsen.