- lørdag, 28. september 2024
FODBOLD: Serie 1, herrer
Aars IK – Nibe BK: 3-1 (2-1)
Målscorer: 2-1 Gustav Sløk Jensen.
Gult kort: Mads Vasegaard
Kampen fredag aften var skemalagt til at begynde klokken 18.00, men det var lidt som om, det ikke var gået op for Nibeholdet. De kom i hvert fald bagud efter kun 30 sekunders spil. En ordentlig mavepumper ovenpå sidste weekends flotte sejr i Helsted.
Nibe havde flere gange i første halvleg svært ved at ramme hinanden i fødderne i opspillet på Aars’ banehalvdel. Noget der ellers plejer at være en styrke. Når Nibe spillet ikke lykkedes, var Aars lynhurtige i deres opstillinger, hvor de virkelig investerede mange kræfter i tempo og løbevillighed.
Efter 23 minutter kom hjemmeholdet på 2-0 i en situation, hvor Nibe havde chancen for en clearing, men desværre fik spillet Aars i en god position i stedet for. Efterfølgende blev et godt løb og en skarp aflevering afgørende for en sikker scoring.
Nibe havde også deres muligheder, når spillet indimellem blev veludført frem af banen. Både Gustav Sløk Jensen og Gabriel Martinez var tæt på at komme til fine afslutninger efter gode opspil. Reduceringen kom cirka 8 minutter før pausen, hvor førnævnte Gabriel Martinez blev nedlagt i feltet. Sikker scoring på det efterfølgende straffe af Gustav Sløk Jensen.
10 minutter inde i anden halvleg, kort efter Aars var blev fuldtallig efter et gult kort, kom de på 3-1. Igen var det efter en hurtig omstilling, der gav muligheden, som blev udnyttet. I samme situation blev Nibe ramt af et gult kort, så det var måske reelt afgørelsen på kampen.
Der skete ikke mere på måltavlen i kampen, og Aars kunne fortjent fejre en foreløbig placering som rækkens nummer 1.
Cheftræner Mick Andersen efter kampen: ’En kamp i et rigtig højt tempo, hvilket nok også bevirker, at vi flere gange misser noget i vores pasningsspil. Det gør, at det bliver svært for os, da Aars er skarpe i de ting, som de er bedst til, og vi får hjulpet dem, når vi ikke lykkes med det, vi er bedst til. Det tippede fuldt fortjent over til Aars i dag. De var bedst på dagen. Jeg glæder mig over, at når vores ting lykkes, så kan vi brodere os igennem et rigtigt godt hold både centralt og over kanterne. Jo mere vi kan få vores ting til at virke, jo farligere er vi frem ad banen. Det skal vi bygge videre på. Fedt er det også, at Mads Rubak kunne være med i truppen i dag. Spilletid blev dog ikke til, men en fornemmelse for serie 1 og hvad der skal til, er også et sted at starte. Vi har to kampe i næste uge, og vi går 100 procent efter 6 points.’
Den kommende uges 2 kampe er onsdag den 2. oktober i Dronningborg B kl. 19.00 og søndag den 6. oktober kl. 14.00 hjemme i Nibe mod Vorup FB.