HÅNDBOLD – 3. division, herrer

Nibe HK – IK 1919 Aalborg: 33-24 (15-12)

Mål for Nibe: Mads Espensen 10, Mikkel Høj og Nicolai Emborg hver 5, Frederik Dahl 4, Frederik Skak og Gustav Hess hver 3, Mads Krogh 2, Henrik Jensen 1 mål.

Tilbage i Nibe Idræts- & KulturCenter – og back to winning ways. Dét var dejligt, lyder det indledningsvis fra holdets spillende assistenttræner Nicolai Emborg, som her fortætter fra kampen søndag eftermiddag:

Nibes herregule førstehold spillede forkamp til en lidt større håndboldkamp, der blev afviklet i Oslo lidt senere på dagen. Og retningen skulle sættes allerede nu. For Danmarks skyld. Og det blev den så.

Tidligere på sæsonen havde Nibe slået dagens modstander ud af pokalturneringen, så 1919-drengene havde revanche til gode. Og det kunne man godt mærke i kampens indledning. De hvide fra Aalborg havde pakket nogle store gutter ind i bilerne, da de kørte fra Aalborg, og de store gutter havde også taget de tunge muller med. Og dem var de altså ikke bange for at spille med i kampens indledning, hvor det startede ganske tæt. Det gjorde nas at komme for tæt på deres 5-1-forsvar, og det tog lige nogle angreb inden hjemmeholdet fandt formlen.

3-3, 6-4 og 8-6 i kampens start vidner om en tæt affære, men mod slutningen af halvlegen blev de tunge muller altså lidt for tunge at slæbe rundt på, og så kunne Nibe gå til halvleg med tre mål i banken. 15-12.

Nibes Mikkel Høj, her i direkte duel med en spiller fra IK 1919.

Og de tunge muller, ja de var næsten ikke til at få sat i omdrejninger fra anden halvlegs start, og så hed den 20-12 efter 34 minutter spillet. Fy for en skefuld – kunne man se de tænkte.

Men så gik kampen ind i en lidt rodet periode med udvisninger – især til hjemmeholdet – brændte chancer, offensivt forsvar og lidt begyndende skærmydsler inden for stregerne. Pulsen kom tilbage i kampen og de store tunge muller var blevet varme igen. 20-16. 1919 troede på det, og med to nederlag i bagagen, så kunne man da også frygte lidt gule vingummiarme hos hjemmeholdet.

Men i stedet blev der strammet til, bidt sammen, hanket op og hvad man nu ellers kan. 27-21 med 8 minutter tilbage og reelt blev kampen ikke rigtig spændende igen. Mads Espensen spæder godt til med 10 basser, de fleste i anden halvleg, og spørger man ham selv, skulle han nok have lavet 14. 10 var nok til at gøre træneren glad i dag.

De tunge muller måtte gå slukørede ud i bilerne igen og Nibes herrer leverede en perfekt optakt til Danmarks VM-finale. Velbekomme hr. Jacobsen.

Næste opgave for de gule bliver 22. februar, når puljens favoritter fra Aars besøger Nibe. / JS