- Søndag, 24. maj 2026
FODBOLD: Jyllandsserien, kvinder
Nibe B - Aabybro IF 6-1 (4-0)
Målscorere: Rikke Nicolajsen 4, Naja Brandt 1, Alberte Frendrup 1
Kunne man skrive manuskriptet til den perfekte optakt til Aalborg Karneval, så ville det nok ligne en sikker sejr over bundholdet fra Jyllandsserien, Aabybro IF. Taktikken var simpel: stormløb mod gæsternes mål, masser af indlæg og total jagt på 2.boldene. At Nibe så valgte at score efter bare 19 sekunder — muligvis det hurtigste mål nogensinde på Nibe Stadion (?) — stod dog ikke i drejebogen. Kirstine “Stinne” Kærsgaard, som i dagens anledning var rykket op på den offensive midtbane, fandt Rikke “Monsteret fra Skivum” Nicolajsen med en fræk stikning mellem to forsvarere, og så stod der 1-0, før nogle af tilskuerne havde på plads. Den perfekte start satte standarden fra resten af 1. halvleg. Kort efter byttede Rikke målscorerrollen ud med assistmageren, da hun med en kælen kattepote løftede bolden over forsvaret til Naja Brandt, som elegant rundede keeperen og scorede fra en spids vinkel. Og så gik Monsteret fra Skivum ellers i selvsving. Inden for ni minutter nettede hun yderligere to gange efter oplæg fra en storspillende Sara Henriksen og altid offensive venstre back Laura Engberg.
Ved pausen var sejren reelt hjemme og i 2. halvleg blev der rokeret flittigt for at spare ben oven på et hektisk kampprogram. Det gav blandt andet debut til Amina Leto, der netop er flyttet til byen og tidligere har spillet på førsteholdet i AaB og Aalborg Freja. Der kom også yderligere to scoringer. Først erobrede Alberte Frendrup selv bolden ved feltkanten fra sin alternative højre back-position og hamrede den iskoldt ind i det lange hjørne med venstreskøjten. Til sidst skulle Rikke naturligvis lige lukke festen med sin fjerde scoring - igen på oplæg fra Sara Henriksen.
Kampens spiller, Rikke Nicolajsen, sagde efter sin storkamp:
“Jeg følte bare, jeg havde noget at revanchere efter alle de afbrændere, jeg har haft i de andre kampe, så jeg skyldte lidt på den konto. Det var dejligt — og nu er vi klar til at give den gas til karnevallet.” / JS
Næste kamp er søndag 31/5 hjemme mod LKB/Gistrup








