Bjørn Drejer (43) tiltræder som ny afdelingsdirektør i Spar Nord Løgstør, hvor han fremover skal understøtte den positive udvikling i afdelingen og sikre de rette rammer for rådgivningen af bankens kunder i Vesthimmerland. 

Efter mange år i forskellige Spar Nord-afdelinger tiltræder Bjørn Drejer nu stillingen som afdelingsdirektør i Spar Nord Løgstør, der til dagligt beskæftiger 8 medarbejdere. Senest har han siddet som privatkunderådgiver i Spar Nord Aalborg Syd, men indtræder nu i ledergruppen, når han fremover skal medvirke til at sikre rådgivning i særklasse for bankens kunder i området.

Garvet Spar Nord-mand
Med sine knap 23 år i Spar Nord er det en garvet Spar Nord-mand, der fremover skal understøtte afdelingens positive udvikling og sikre kvalitetsoplevelser for bankens kunder. Foruden en traditionel bankuddannelse har Bjørn nemlig bestredet forskellige stillinger i Spar Nords nordjyske afdelinger – blandt andet som souschef i Spar Nord Aars fra 2005-2008 og afdelingsdirektør i Spar Nord Arden og Spar Nord Nibe fra 2008-2017. 

Sideløbende med sit virke har Bjørn fulgt Spar Nords karriereudviklingsprogram samt videreuddannet sig inden for pension, investering og ledelse. Den solide erhvervserfaring gør, at Bjørn er godt klædt på til fremtiden som leder for et team i vækst, og samtidig glæder han sig til at vende tilbage til byen, han kender så godt.

Rødder i Løgstør
- Muligheden for at være en del af et lokalsamfund, hvor de fleste kender hinanden og folk står sammen om at skabe en positiv udvikling, medvirker absolut til glæden ved at starte i afdelingen. Min familie kommer fra Løgstør, og det er selvfølgelig en af årsagerne til min tilknytning, fortæller Bjørn Drejer og fortsætter: 

– I Spar Nord er der højt til loftet og beslutningerne for lokalområderne træffes i afdelingerne, hvor vi er tæt på vores kunder, og det skaber en personlig relation, som jeg glæder mig til at kunne bidrage til. Jeg er selv en stor foreningsmand, og derfor glæder jeg mig også til de muligheder, vi har for at støtte foreningslivet i og omkring Løgstør, blandt andet gennem vores samarbejde med Spar Nord Fonden. 

Bjørn kommer oprindeligt fra Løgstør men er opvokset i Nibe, hvor han stadig bor med sin kone og parrets to børn på 13 og 15 år. Som foreningsmenneske er han et kendt ansigt i Nibe Håndboldklub, hvor han gennem flere år har været frivillig som både formand og træner.

Foruden sin aktivitet som træner og spiller i Nibe Håndboldklub, engagerer han sig også som bestyrelsesmedlem i Nibe Handelsforening, Nibe Udviklingsråd og Nibe Idræts- og KulturCenter. Når han ikke er at finde på arbejde, til bestyrelsesmøder eller i håndboldhallen, svinger han gerne badmintonketsjeren eller går 18 huller på golfbanen.  

Bjørn tiltræder stillingen per 1. februar 2020.

– Jeg glæder mig meget til mit nye job, da Løgstør nok er den by udover Nibe, som har haft største betydning for mig. 

Jeg vil dog stadigvæk have nogle opgaver her i Nibe  for banken, hvor jeg blandt andet fortsætter i Nibe Handelsforenings bestyrelse, så jeg stadigvæk kan være med til at bidrage positivt til Nibes fortsatte udvikling. Jeg kommer dog til at savne alle mine gode kollegaer i Aalborg Syd, men heldigvis får jeg en masse nye gode kollegaer i Løgstør, som jeg glæder mig til at samarbejde med, siger Bjørn Drejer i forbindelse med jobskiftet.