- torsdag, 22. juni 2017
Harriet Meisner Vårvej 26 9240 Nibe, skriver dette læserbrev til Nibe Avis:
Det er meget bekymrende og frustrerende når bestyrelsen i Nørrekær Enges vindmølle forening skriver i deres læserbrev om den store folkelige opbakning til den planlagte vindmøllepark.
Det er nemlig ikke helt sandt, for vi er en gruppe borgere der er meget uenige. Det ville man have erfaret, hvis man deltog i mødet inviteret af Vesthimmerland og Aalborg kommune den 15.06, hvor kommunerne endnu engang, præsenterede os for projektet. Vi, der bliver de umiddelbare nære naboer til vindmøllerne, er slet ikke begejstrede, hvilket fremgik tydeligt på mødet. Vi er bekymrede for vores smukke landskab og vores dejlige udsigt. Det er bemærkelsesværdigt, at der i de mange visualiseringer i materialet fra VVM redeførelsen, ikke er billeder fra Vår. Men uanser hvilken vinkel billederne er taget i, bliver de 53 planlagte vindmøller meget fremtrædende og dominerende i landskabet og ødelægger fuldstændig den herlighedsværdi vi har i vores udsigt over fjorden, nu ganske vist med de 13 møller men på god afstand.
Vi er bekymrede for det røde blinkende lys som de mange møller i lighed med de nuværende, skal have. Vi der har valgt at bo på landet i fred og ro, uden byens lyshav, vil få udsigten til 53 blinkende vindmøllelys ud over fjorden. Tak for det. Vi er bekymrede for de lydgener som uvilkårligt vil komme fra en vindmøllepark på den størrelse. Jo, ganske vist viser alle beregniner at lyden ikke bliver højere end vi skulle kunne tåle det, men der er allerede nu både danske og udenlandske erfaringer der peger på at den lavfrekvente støj er yderst skadelig for både mennesker og dyr.
Undersøgelser i Portugal har eksempelvis vist en stærkt forhøjet forekomst af hjerte-kar sygdomme ved folk der har boet tæt på kæmpevindmøller. Endeligt, ud over det visuelle og støjen, er vi selvfølgeligt bekymrede over det værditab som vores boliger vil få. Erfaringerne viser at den kompensation man får, er minimal i forhold til det tab ejendommen vil have i reel handelsværdi. Det er bemærkelsesværdigt, at de der mener at ovenstående bekymringer er et mindre problem, ikke selv bor tæt på møllerne. Endeligt kan det undre at vores egen rådmand som deltog i mødet, ud over at indlede mødet, ikke forsøgte at imødekomme os bekymrede borgere, men efter mødet kommenterede der nok ikke var noget at gøre, møllerne kommer.
Er vi borgere herude på landet ikke vigtige nok at lytte til for jer politikere? Er det som Hausgaard i sin tid sagde i sangen Hvem bestemmer: »Dar er no en ting, det var skønt å ha væst / om de flæst er de bæest heller båer de flæst«.
Harriet Meisner