- onsdag, 1. februar 2023
Fra Lone Haagerup, »Bog & Idé«, Skomagertorvet 2, Nibe, har redaktionen modtaget dette læserbrev:
Er bekvemmeligheden ved at tage over ?
Som opfølgning på sidste uges læserbrev og repons fra Nibe Handelsforening,
vil jeg gerne knytte et par
kommentarer til det: Det er jo desværre et tegn i tiden. Detailhandel er i den grad udfordret alle steder. Og det er ikke kun vores lille by som påvirkes. Selv de største byer lider.
Det er så en ringe trøst.
Men her kommer en historie fra den virkelige hverdag i Nibe:
– Person kommer ind i butikken og spørger om vi vil sponsere en eller to gaver til bankospil i XX borgerforening eller XX idrætsforening. Det kan også være gaver til børn i forbindelse med årlige arrangementer og andet.
– Og der bliver pakket ind med både papir og bånd, og der bliver selvfølgelig sat mærke på, så man kan se hvem der er sponsor og jeg taler på egne vegne, når jeg siger, at det gør jeg med glæde og er glad for at være en af dem der bakker op om vores foreningsliv.
En anden historie:
– Bliver spurgt om ikke vi vil sponsere noget til vores idrætsklubber. Det kan være en mærke på et ærme, det kan være hovedsponsor og igen, jeg taler på egne vegne, når jeg siger at det gør jeg med glæde.
– Men som billedet begynder at tegne sig i vores midtby, så bliver der færre og færre at spørge om sponsorater og gaver, og det er trist.
Butikker lukker. Vi har nu flere tomme lejemål stående og det signal er der ingen, der ønsker at sende.
– Men det er usikre tider, vi lever i, og vi bliver udfordret på alle planer.
Og hvorfor det? Er det tiderne? er der tale om recession?, er der energikrise?, er det krig i Europa? Måske, og ja til det hele.
Er det noget andet? Er det service contra bekvemmelighed? Kunders handelsmønstre ændrer sig.
– Man går ikke længere en tur i gaden og kigger ind i forskellige butikker for at se om der noget, man ikke kan undvære, eller noget man kan bruge som en gave eller et godt tilbud lige den dag.
Nej, man er på mission. Der skal købes gave og listen er allerede klar, og hvis man ikke allerede har sat sig på ønskerne i ønskeskyen, ja så er det næsten umuligt. Eller man har allerede orienteret sig på forskellige hjemmesider og konstateret, at varen ikke er tilgængelig i butikken, så er der jo ingen grund til at køre ned i midtbyen, hvis varen er på lager i en butik i City Syd.
Men vi har rigtigt meget her i vores by og vi har nogle rigtigt gode kædebutikker og andre virkeligt fine butikker med stort udvalg i gaveartikler og tøj.
Vi skal virkelig ØNSKE at have et butiks- og detail miljø i vores midtby. Og hvis vi gør det, så er vi nødt til at til at handle i butikkerne. Skræk- scenariet er en midtby med flere og flere tomme lokaler. Det kommer også til at påvirke de butikker, der stadig er her, for vi er glade for vores naboer og diversiteten er med til, at kunder kommer i byen. Men med tomme butikker og mindre og mindre udvalg, bliver vi udsat for at kunder søger andre steder hen, hvor udvalget er større.
– Det er en nedadgående spiral, som der ikke er nogen der har gavn af. Vi driver vores butikker, arbejder for at have et stærkt sortiment, og et kompetent personale, så du som kunde ikke går forgæves, ligesom en del af os tillige er understøttet at en stærk web-shop.
Det er en kendt sag, at digitaliseringen spurter derudaf. Hånden på hjertet: Der er INGEN der ikke har prøvet at handle noget på nettet, og hente i pakkeboks, eller stå i kø ved pakkeudlevering. OG det er jo nemt. Men det dyrt for en købstads butiksmiljø. Vi kan ikke betale husleje, lys, vand og varme og løn til dygtige og servicemindede medarbejdere, hvis der ikke kommer kunder i butikken.
Samtidig gør det os fattigere som by. Vi har ikke noget at byde på og med død bymidte, hvor man kun kan kigge på tomme vinduer eller servicevirksomheder i stedet for detailbutikker, giver ikke den samme oplevelse, når man går søndagstur.
Så hvis vi skal vende udviklingen, og få flere spændende butikker til vores ledige lejemål, så skal de også have udsigt til at kunderne kommer.
Med venlig hilsen
Boghandleren som har verdens bedste kunder.
Skulle Nibe have et butikscenter?
Fra Evald Ulvmose, Solbakken 71B, Nibe, har redaktionen modtaget dette læserbrev:
Jeg er bare en gammel pensionist, som flyttede her til den skønne by med fjord og land.
Nu bliver der spurgt om, hvad der er galt i Nibe.
Jeg blev på et tidspunkt nær ven med den brugsuddeler, som vist nok er den, som har bestyret SuperBrugsen i Nibe i længst tid. Af ham lånte jeg nogle avisartikler om Nibes handelsliv og om hvilke ideer, der havde været fremme om butikslivet i Nibe
Der havde været ideer om, at der hvor SuperBrugsen nu ligger, at det skulle fremtidssikres så der med tiden kunne opbygges et butikscenter.
Og når jeg nu kigger på Nibes oplandsbyer: Aars, Farsø og Åbybro, hvor jeg har boet en årrække, hvor butikker er samlet i et center med mange butikker,
Nu ved jeg ikke, hvordan de har det rent økonomisk, men er det ikke som om Nibe har sovet i timen og ikke har kigget på, hvad der sker i omegnen og taget ved lære af det.
I dag, hvor familier tager ud og handler sammen og har børnene med, så vil man hygge sig, handle, måske spise aftensmad, og så sker der mange impuls køb sådanne steder.
Jeg er bange for at det går Nibe som vi læser om, at Nibes butikker kun bliver benyttet til det, som man desvære ikke fik købt i storcentret, da de var på familietur.
Det er bare en hilsen fra en pensionist som har boet her siden 1998.
Med hilsen
Evald Ulvmose