NIBE BRYGHUS: »Nyt øl på nye flasker«:

Nibe Bryghus har det seneste års tid arbejdet uden eget tapperi. Det ændrer sig nu, med installeringen af et nyt, men dog mindre tapperi i selve bryghuset på Nibe Lystbådehavn.

– Hele logistikken med forskellige arbejdsprocesser og intern transport er med installering af et helt nyt, østrigsk produceret tappeanlæg ændret til det meget bedre, forklarer Benno Bonde fra Nibe Bryghus – og nu kan vi på en meget bedre måde udnytte bryghusets forskellige styrker, supplerer han.

Fleksibilitet er kodeord
Det nye tapperi gør det muligt at tappe dels mange forskellige typer og størrelser flasker – helt ned til 0,25 liter og op til max. 5 liter. Det bevirker, at vi i første omgang udvider dele af sortimentet fra hidtil alene 0,5 liter flasker til også at omfatte den almindelige øl-størrelse på 0,33 liter.

Samtidig vil vi fremover satse mere på mindre serier øl med egne etiketter, og via bryghusets tankanlæg kan vi her tappe økonomisk helt ned til et par hundrede flasker, hvis man tænker sig en særlig øl til en bestemt begivenhed.

Salg til restaurationer m.v.
Salget til restaurationer, m.v. vil også blive styrket fremover, idet bryghuset har ansat Erik C. Hoppe som ølkonsulent – naturligvis med øget salg for øje. Og øllet skal fortsat sælges i lokale butikker, afslutter Benno Bonde.

 

Benno Bonde og bryghusets nyansatte ølkonsulent, Cand. Cervisiam Erik C. Hoppe fejrer her ibrugtagningen af det nye øltapperi. Det skete undtagelsesvis med en øl-skål!
Det nye øltappe-anlæg er installeret mellem tankanlæg i bryghusets lokaler på Nibe Lystbådehavn.