I et samarbejde mellem Nibe Bryghus og Nordisk Brænderi, der har hjemme i Hjortdal i Han Herred, arbejdes der for tiden på at udvikle en helt særlig Nibe Akvavit.

I den anledning havde Nibe Bryghus fredag inviteret 16 deltagere til dels en prøvesmagning og dels en åben dialog om, i hvilken retning smagen af den kommende akvavit skal ligge, samt en mængde detaljer som akvavittens farve, etiket, flasketype, flaskers indhold m.v.

Skal være en god ledsager til sild
Benno Bonde fra Nibe Bryghus siger om ideen til en Nibe Akvavit: – Efter både opfordringer og efter eget ønske, har Nibe Bryghus indledt et samarbejde med destillatør Anders Bilgram fra Nordisk Brænderi om den kommende Akvavit. Grundtanken er, at en Nibe Akvavit skal være en god ledsager til Nibes mest kendte varemærke, nemlig en god sild. Hertil kommer, at den på samme vis skal kunne drikkes sammen med en god øl fra Nibe Bryghus. Alle andre elementer har vi spurgt det 16 mand store panel om, og svarene fra fredagens sammenkomst vil nu blive vurderet i mindre arbejdsgrupper, inden den endelige produktion sættes i gang, siger Benno Bonde til Nibe Avis.

Smagen tilrettes
Anders Bilgram fra Nordisk Brænderi havde til panelets prøvesmagning medbragt et forslag til smagen på en Nibe Akvavit, som i store træk faldt i panelets smag. Ingredienserne til at give akvavitten smag er: Sort peber, kommen, mørkt øl fra Nibe Bryghus (»Pullert« og »Styrbord«), Capers, tang og skalotteløg. En panel-deltager mente dog, der var en smule for meget »smag af gummisko«, hvilket kan skyldes for stærk smag af tang. Flere mente, pebersmagen er for frem-trædende, mens et forslag om at tilsætte en smule citrus delte vandene, og det er nu op til destillatøren at afgøre dette – eller forelægge prøver til en ny prøvesmagning for panelet. 

Klassisk Akvavit, farve og flaske
Til gengæld var der stor enighed om, at en Nibe Akvavit gerne må være helt klar i farven, flasken må gerne indeholde ca. 35 cl. Og være i klassisk design. Af forslag til etiket var der udbredt lyst til at støtte sig til en gammel etiket fra Nibe Spritfabrik (ca. 1908) – og en salgs-æske kunne vel indeholde to stk. Nibe øl og én flaske akvavit. De tre flasker placeres liggende med den midterste lagt modsat – som i Nibes gamle byvåben. Der suppleres gerne med en lille historie om brændevinens historie i Nibe.

– Vi tager nu panelets kommentarer med os i den videre proces, og håber på lancering af en Nibe Akvavit omkring påske. Hvis det ikke lykkes at nå det, går vi ikke i panik, og vil så senere lancere akvavitten, siger Benno Bonde til Nibe Avis.

Den kommende Nibe Akvavit skal ifølge ideerne fra Nibe Bryghus være en god ledsager til bryghusets øl og en god sildemad.
Den kommende Nibe Akvavit skal også kunne sælges i f.eks. en gaveæske. Her er en idé om at sælge den sammen med to Nibe øl. Placeret i gaveæsken i lighed med sildene i Nibes gamle byvåben, hvor den ene sild »går mod strømmen«.