Torvedag i Nibe genopstår i en ny form

Torvedag i Nibe har i en årrække været et fast tilbagevendende indslag midt på sommeren, og traditioner er jo til at for blive holdt i hævd, men indimellem er det naturligt at justere og udvikle på tingene, så derfor har Nibe Handelsforening i år valgt at give denne aktivitet et nyt navn, som samtidig signalere ændringer i form og indhold:

»Gammeldaws Torvedag« som hidtil havde base på Torvet ved Café Bedste bliver i år afholdt med udgangspunkt i Skomagertorvet, og samtidig forsøger vi at give aktiviteten en frisk start, med mulighed for at udvikle hen ad vejen, fortæller Lars Kirk Larsen, formand for Nibe Handelsforening. Forskønnelsen af Torvet, og den udvidede mulighed for at lave udendørs servering for de nærliggende restauranter har gjort pladsen for snæver til at der kan afvikles torvedag som vi kender det, og det er én af årsagerne til at det fysiske udgangspunkt for torvedagen er flyttet ind på Skomagertorvet, udtaler formanden.

Navnet på aktiviteten er ændret fra »Gammeldaws Torvedag« til simpelthen at hedde »Torvedag«. Programmet signalerer at der både bliver noget af det velkendte og noget nyt: Sildegiggen som mange kender fra tidligere vil også i år være til stede, og »Trille« køres i stilling af Guf & Kugler, så man kan få sig en lækker is. Herudover opstiller »De Seje Silds Cykelklub« et stort markedstelt, hvor der ved middagstid bliver mulighed for at indtage sild med tilbehør fra det lokale Bryghus: Fadøl tappes af haner fra Nibe Bryghus, og samme firma er denne dag leverandør af smagsprøver på et helt nyt produkt: Nibe-snaps.

Ny snaps fra bryghuset - men hvad skal den hedde? Benno Bonde fra Nibe Bryghus fortæller, at den nye lokale snaps er brændt på kapers, og indeholder ingredienser som tang, peber og løg - og der skulle efter sigende være tale om en ganske velsmagende snaps, og passer godt til silden.

»Men det ligger endnu ikke fast, hvad snapsen skal hedde: Det får gæsterne ved en konkurrence på torvedagen mulighed for at komme med et bud på. I markedsteltet vil der blive udskænket smagsprøver på den nye Nibe-snaps, som kommer i handlen lidt senere på sommeren, hvor den vil kunne erhverves hos Mundgodt i Skomagergade.

»Som ved enhver anden torvedag bliver der naturligvis mulighed for at gøre en rigtig god handel - både i byens butikker, og i de boder og telte, som opstilles i området på og omkring Skomagertor-vet, ligesom flere af butikkerne vil »udvide salgsarealet« denne dag ved at opstille boder og varer udenfor butiksdørene.