Det lyder i første omgang som lidt af en joke, men ved nærmere eftertanke giver det god mening, at der om knap to uger lanceres et helt nyt motionsløb i Nibe: Nibe Craft Beer Run.

Bag initiativet står Nibe Bryghus og »Fast-Forward« med Morten Kanstrup som indehaver. Sidstnævnte har gennem ca. fire år drevet forhandling af sports- og fritidsbeklædning samt gaveartikler. De første år med base i Nibe Erhvervspark i Skalhuse, men siden sidste sommer på Morten Kanstrups hjemadresse i St. Tranegade i Nibes gamle bydel.

– Samarbejdet mellem Nibe Bryghus og Fast-Forward tog sit afsæt i forbindelse med, at vi i forvejen arbejder sammen på andre områder, og at der gennem året har været flere ønsker og tiltag omkring havnen i Nibe, hvor man ønsker mere aktivitet og synlighed i området, fortæller Morten Kanstrup, der selv har løbet mange motionsløb og flere maratonløb – og har en bred erfaring fra bl.a. Aalborg med hensyn til at arrangere motionsløb. 

– Selv om jeg de seneste år har drevet egen forretning og samtidig ikke været helt så aktiv omkring motionsløb som tidligere, har jeg et stort ønske om at fastholde kontakten og »pulsen« til idrætten og motionsbevægelsen, uddyber Morten Kanstrup.

Fra Nibe Bryghus siger Benno Bonde til Nibe Avis, at det startede med en sjov tanke, at man kan kombinere vore aktiviteter med et motionsløb. – I Frankrig og Tyskland løber man vin-løb og »bier« løb, så hvorfor skulle vi så ikke kunne holde »Nibe Beer Run«, spørger Benno, der samtidig forklarer, at »craft« faktisk er den engelske betegnelse for hånd-brygning eller brygning på mikrobryggeri. At Craft så også er navnet på et brand inden for sportsbeklædning, gør blot det hele mere interessant, forklarer Benno Bonde.

Morten Kanstrup (t.v.) og Benno Bonde: Satser sammen på en ny form for motionsaktivitet i Nibe.

Vælg selv distancen
Initiativet med Nibe Craft Beer Run udmønter sig så i, at der med udgangspunkt i området ved Nibe Bryghus på Nibe Lystbådehavn er start på løbet, som kan gennemføres efter en selvvalgt distance, på en rundstrækning, der tæller 5.249 meter – eller én meter pr. indbygger i Nibe by.

Ruten går fra området ved bryghuset på Nibe Lystbådehavn, langs omfartsvejen, hvor der to gange krydses til og fra Nibe by ved rundkørsler, og som er trafik-overvåget med sikkerhedsvagter. Gennem Nibe by går ruten ad stien langs Nørregade, via Jacob Petersens Vej og Gl. Stadionvej – gennem midtbyen til Torvet, ad Skomagergade og via bl.a. St. Tranegade og retur til havnen.

Løb eller gå turen rundt!
Løbs-arrangørerne pointerer, at nok er næste lørdags Beer Run et motionsløb. Men det skal jo ikke afholde deltagerne fra at gå ruten igennem, for det er naturligvis vigtigst at deltage – og nogle vil måske bruge anledningen til at starte noget motion op efter ferien, siger Benno Bonde.

Løber eller går man en enkelt runde, har man deltaget og er berettiget til en række faciliteter efter løbet. Løber man flere runder, svarer fire runder til en halvmaraton og løber man otte runder, svarer det til et helt maratonløb. Alle ruter foregår på den samme rundstrækning, med udgangspunkt ved Nibe Bryghus.

Aktiviteter i målområdet
Når løbet skydes i gang lørdag den 18. august med de første løbere kl. 10, vil der samtidig være en række aktiviteter ved start- og målområdet. Herunder underholdning og aktiviteter for børn og voksne, et lækkert depot for deltagerne, smagsprøver fra Nibe Bryghus’ ølsortiment, og skarpe tilbud på kvalitets sportstøj. På den måde kan man få både god motion og nogle efterfølgende oplevelser, slutter de to initiativtagere.