- onsdag, 27. juni 2018
Søndag, dagen efterefter Sankt Hans aften afholdt, Aalborg Kulturskole udstilling på Waar Hovedgaard.
Arrangementet fik mange mennesker, både lokale og udefra, til at kigge forbi det gamle slot, hvor de både kunne se børnenes billeder i fangekældrene, gå tur i slottets park med den store tuja-labyrint og opleve en gyserhistorie fortalt i det gamle køkkens mørke.
De sidste par måneder har Aalborg Kulturskoles tegnehold nemlig haft et samarbejde med den lokale forfatter J.L.Stricker, St. Ajstrup, om bogen Mysterier på Hvidegaard, som alle elever har fået et eksemplar af til læsning med det formål at »arbejde« som rigtige illustratorer til historien.
Resultatet blev en fin udstilling på Waar Hovedgaard og en specialudgave af bogen med alle deres flotte illustrationer i.
Waar blev valgt, fordi bogen netop foregår på en gammel herregård, så stemningen var helt rigtig.
– Jeg var meget begejstret for ideen, og heldigvis sagde ejerne straks ja til at huse udstillingen, fortæller J.L.Stricker.
Søren Valdemar Byrial, selvstændig billedkunstner og underviser på Aalborg Kulturskole, fortæller:
– Jeg er den type underviser, der gerne vil skabe helhedsorienterede undervisningsforløb. Så eleverne oplever, at de ting de lærer kan bruges til noget konkret. Vi har tidligere blandt andet arbejdet med tegneserier, manga og filmplakater, for jeg kan godt lide at vise eleverne små glimt af en evt. fremtid indenfor kunst, grafik og design, så de ved lidt om, hvad de kan forvente sig af området. Det giver dem en rigtig god basis at stå på, efter min mening. Samtidig er jeg selv meget glad for bøger og læsning, så der var ikke så langt fra tanke til handling, da jeg så den her bog blive udgivet.
Jeg kunne også se en mulighed for at nå ud til flere børn og unge for at vise dem, hvor fedt det kan være at deltage i tegnehold på Aalborg Kulturskole. Vores målsætning er netop at udbrede kunst og kultur i børnehøjde og tilbyde muligheder for at udfolde kunstnerisk kreativitet sammen med ligesindede.
J.L.Stricker fortæller:
– Jeg har været rigtig glad for forløbet og et af mine mål som forfatter er netop at komme ud til mennesker og inspirere børn og voksne til at fortælle flere historier. Vi fortæller alt for få historier i dag selvom vi ved, at gode fortællinger kan ændre den måde, vi ser på verden. Jeg har derfor planlagt at besøge skoler, biblioteker og andre relevante forums i håb om at kunne inspirere andre til at kaste sig ud i historiefortællingen. Ved aftensbordet, før sengetid, når vi har et ledigt øjeblik i en travl hverdag, det er der, vi skal i gang med fantasien, siger hun til Nibe Avis.
Flere af børnenes illustrationer kan ses på forfatter J.L.Strickers facebookside.
Mysterier på Hvidegaard kan købes i Bog og Idé i Nibe.