I forgangne weekend blev der afholdt et større LAN party i Farstrup med mere end 100 deltagere. Arrangementet blev afholdt af Net Party Nordjylland (NPN) 

fra fredag til søndag.

Net Party Nordjylland, som består af de tre arrangører Frederik, Mathias og Martin (også kaldet Fizken) har igennem det sidste halve år arbejdet på højtryk for at få dette arrangement stablet på benene: 
– Vi har haft et ønske om at skabe sådan et event i længere tid, for vi syntes det er fedt at gi’ noget til andre med samme interesser, udtaler Frederik Baunsgaard fra NPN.

Søgte passende lokaler
Fra starten ville NPN gerne have afholdt LAN Party i Aalborg, da de selv kommer derfra, men det viste sig desværre hurtigt at blive en svær opgave at finde passende lokaler rent økonomisk. I stedet fandt de frem til Farstrup Hallen, som straks var med på ideen om at sætte rammerne til denne event.

Perfekt match
– Vi arbejder løbende for at skabe rammerne til nye ideer og tiltag i Farstrup Hallen og denne event kunne vi ikke sige nej til, det lød super spændende fra start, siger bestyrelsesmedlem Torben Kromann Secher.  

Over 100 deltagere i alderen 10-50 år har deltaget hele weekenden og gamet i forskellige spil og konkurrencer og alle har kunne købe billet. Hele 5 såkaldte streamere var inviteret til at deltage og hele eventen blev afviklet i ånden af at være et »rigtigt« LAN Party, som man kender det i andre dele af landet. 

Farstrup Hallen var blevet indrettet med borde og stole hvor der kunne games 24/7 og tilhørende soveområde var indrettet til de deltagere som fandt det nødvendigt, om end det ikke var mange. De såkaldte gamere har et DNA som lever ud fra maximal spilletid og minimum søvn. Menuen består primært af chips, sodavand og pomfritter, som kunne købes i cafeteriet. Derfor bredte der sig også hurtigt en atmosfære i hallen som bar bræg af manglende udluftning og trætte ansigter som kæmpede mod søvnen i håb om endnu et game eller to weekenden igennem.

De 100 gamere i Farstrup Hallen fyldte halgulvet godt op, og der var god stemning, blandet med duften af cola og chips.

Plads til forbedring
Arrangementer har i det store hele forløbet godt set i lyset af at det var første gang for de tre arrangører at stable sådan et event på benene helt alene: – De fleste ting har fungeret OK og Farstrup Hallen har været en stor hjælp både før og under eventet, siger Frederik fra NPN.

I løbet af weekenden opstod der desværre lidt problemer med net-forbindelserne, som jo bare ikke må ske. Men det blev heldigvis udbedret og deltagerne kunne fortsætte med at game.

– Vi oplevede desværre også at nogle af vores frivillige crew-medlemmer meldte

afbud, så her måtte vi selv tage en større tørn med vagter og oprydning, hvilket kostede en del på søvnen, kunne en træt Mathias fra NPN konstatere.   

NPN er dog trods weekendens udfordringer klar til at komme til Farstrup igen næste år og har endda en ambition om at hæve deltagerantal til 150-200 gamere, hvad de tror på kan lade sig gøre.

– en gang imellem blev det også for meget ...