Farstrup er dagens vært for borgerne i fjordlandet mod vest.

Endnu et fællesarrangement ser dagens lys, når der i dag lørdag blændes op for »Hyggestund i Fjordlandet«. Sidste år blev et tilsvarende arrangement afholdt i Valsted, og formålet med indslaget er at samle både befolkningen og deres interesser i området, som ligger vest for Halkær Bredning.

– Egentlig var sidste års arrangement i Valsted et initiativ fra Aalborg Kommune til »genstart efter corona«, så der atter kunne afholdes lokale aktiviteter i nærområderne. Men tanken var samtidig, at msn i de forskellige dele af Fjordlandet gerne må »bryde lokale grænser« og deltage i et arrangement, som man måske ikke ellers ville have deltaget i, fordi det ikke ligger i éns lokale landsby. 

– Det er fortsat denne tanke, der ligger bag, og også derfor, arrangementet »Hyggestund i Fjordlandet« første gang blev afholdt i Valsted, og nu lørdag afholdes i Farstrup, oplyser de fire repræsentanter for lokalområderne, som Nibe Avis for nylig satte stævne i Farstrup Bypark: Henrik Niss, formand for Nibe Vest Samråd, Karina Christensen, formand for Barmer Samråd, Elsebeth Poulsen, formand for Valsted Borgerforening og Hans Jørgen Kallehauge, formand for Valsted Samråd.

Henrik Niss supplerer: – Vi har længe været i gang med forberedelserne lørdagens arrangement, som omfatter en eftermiddag, hvor der er små koncerter med sangeren Daniel Jul og med Vingard og Band. Desuden vil der være en række aktiviteter i Farstrup Bypark, der for et par år siden blev etableret i det åbne område nær kirken. I området vil der være opstillet en hoppeborg for børnene og forskellige familiespil, så vi håber, familier og borgere fra hele vest-området vil »krydse byskiltene« og deltage.

Samråd og frivillige foreninger står bag
Arrangementet lørdag er støttet af Aalborg Kommunes Kulturpulje og en række andre fonde, og det er de lokale samråd i området, der sammen med borgerforeninger og andre frivillige foreninger, der er de praktiske arrangører.

– Tanken med »Hyggestund i Fjordlandet« er fortsat, at dette skal være et årligt tilbagevendende arrangement, og at aktiviteten flyttes rundt i lokalområderne, forklarer Hans Jørgen Kallehauge, formand for Valsted Samråd, der omfatter aktiviteter og samordning af initiativer i Sebber - Valsted området.

Udvikling i lokalområderne de seneste mange år
Der er med et samarbejde mellem lokale foreninger og samråd og Aalborg Kommunes landdistriktsgruppe opnået en række fremadrettede resultater gennem de senere år, bl.a via ordningen »Udvikling i din by«.

Her er der i Barmer genoprettet en tidligere trampesti mellem Barmer og området ved skolen i Valsted, der er etableret skilte samt borde og bænke, ligesom området omkring forsamlingshuset er renoveret. Forsamlingshuset er renoveret og efterisoleret, og der er etableret julebelysning, fortæller Karina Christensen, formand for Barmer Samråd.

– I Valsted er »Det nye Mødested« etableret i det hidtidge Sebber IF klubhus, og der er etableret en ny legeplads, forklarer Elsebeth Poulsen, formand for Valsted Borgerforening, og Henrik Niss supplerer med, at der i Farstrup er etableret den nævnte nye bypark, der er stor aktivitet omkring den udvidede petanque bane, og i år er idrætsugen genstartet.

Ud over de nævnte områder, omfatter samrådets arbejde også landsbyerne St. Ajstrup Staun og Kølby.

Repræsentanter for de tre samråd i Nibe Vest / Fjordlandet, inviterer til Hyggestund i Farstrup. Fra venstre Hans Jørgen Kallehauge, Elsebeth Poulsen, Karina Christensen og Henrik Niss.