Optakt med Operasang i Farstrup Kirke og efterfølgende foredrag markerede nytåret.

End ikke en højt profileret håndboldkamp på TV kunne holde publikum på et halvt hundrede deltagere fra at møde op i Farstrup Kirke, da Farstrup Borgerforening, Kølby Borgerforening, Staun Borgerforening, Farstrup - Lundby - St. Ajstrup kirker og Nibe Vest Samråd fredag indbød til Nytårskur.

Første afdeling fandt som nævnt sted i Farstrup Kirke under medvirken af fire veloplagte operasangere med pianist – og anden afdeling udgjorde en nytårstale ved Niels Quist-Jensen, tidligere forstander ved Nordjyllands Landbrugssskole.

Om fællesskaber
Nytårskuren fortsatte i »Huset«, hvor et talstærkt publikum var samlet, og sammen med »bobler og kransekage« ønskede man hinanden Godt Nytår!

Årets nytårstale var lagt i hænderne på Niels Quist- Jensen, tidl. forstander på Nordjyllands Landsbrugsskole, Lundbæk.

Niels Quist talte om »fællesskaber«, og trak tiden tilbage til de gamle landsbyer med fællesskaber, der blev brudt op i starten af 1800-tallet, for derefter at overgå til andelsbevægelsen og dannelse af talrige foreninger.

Modvægten til fællesskabet er nutidens jagt på selvrealisering, og med talerens ord er lysten til fællesskaber et fundamentalt behov hos os mennesker. Betingelsen er blot, at vi accepterer og anderkender hinanden og hinandens værdier – og at fællesskaberne ad den vej holdes i balance, ellers holder de ikke.