Klovneløbet ved Kølby Borgerforenings forårsmarked samlede med 60 deltagere 4.800 kroner sammen til støtte til Danske Hospitalsklovne, der skaber stor glæde for syge og indlagte børn på landets hospitaler.

Sidste år blev der afholdt 118 klovneløb fordelt i hele Danmark – alle sammen arrangeret af frivillige.

Der var i det hele taget stor opbakning til Kølby Borgerforenings forårsmarked, der blev holdt i Lergraven midt i Kølby

Der var vel mellem 200 og 250 deltagere i løbet af dagen, og det betragter vi som særdeles tilfredsstillende, fortæller en glad borgerforeningsformand, Michael Hedegaard.

Forårsmarkedet blev indledt med gudstjeneste i Lergravshytten ved sognepræst Annelise Skjerning Hejlskov og med god musikalsk medvirken af FDF Seniorblæserne fra Aalborg.

Der var stor aktivitet hele dagen. De 10 deltagende kræmmere tilbød et varieret udbud af varer, hvilket vækkede markedsgæsternes købelyst

Der var også trængsel ved tombolaen, der havde 144 gevinster og 95 sponsorer, der bidrog med sponsorgaver. Spillelysten var stor og tombolaen kunne således melde udsolgt allerede først på eftermiddagen. / JS