- Onsdag, 25. februar 2026
Da den lokale boldklub i Farstrup for nylig afholdt sin årlige generalforsamling, var der allerede fra starten en god stemning blandt de mange deltagere. De var mødt op for at gøre status over året, der er gået, og for at sætte retningen for den kommende sæson.
En særlig begivenhed havde en fremtrædende plads i formandens beretning
Klubbens formand, Janne Fournais Johansen, indledte sin beretning ved at pointere, at 2025 for altid vil stå som noget helt særligt i klubbens historie. Året, hvor klubben havde eksisteret i 60 år – seks årtier med fællesskab, frivillighed, sejre, nederlag og ikke mindst masser af gode grin.
Og jubilæet er blevet fejret gennem året - også mere end én gang. I foråret med den egentlige jubilæumsfest, og ved sommertide med en hel jubilæumsuge. Ugen var fyldt med et stort antal forskellige aktiviteter; fra gavespil over ginsmagning og gudstjeneste til grisefest.
Farstrup Boldklub er en klub med cirka 180 medlemmer og et bredt udvalg af sportsgrene, og derfor omfattede beretningen også omtale af gymnastikopvisning, guldmedaljer til håndboldpigerne, undervisning i badminton af en DM-medaljevinder, og mange andre aktiviteter. Klubben har også foretaget synlige og varige forbedringer ved boldbanerne: en handicapvenlig opgang til boldbanerne og en ny legeplads.
Afslutningsvis takkede formanden alle de, der har givet en hånd med på den ene eller anden måde. Det blev en tak for et jubilæumsår fyldt med mange ’h’-er: højtidelighed, hårdt arbejde og herlige øjeblikke!
Sund økonomi og nye kræfter i bestyrelsen
Kassereren fremlagde årets regnskab, som samlet set viste et underskud – blandt andet på grund af de nye faciliteter ved boldbanerne. Klubben har dog en sund økonomi, så årets underskud kan dækkes af egenkapitalen.
Tre ud af bestyrelsens otte medlemmer havde på forhånd meddelt, at de ikke ville fortsætte i bestyrelsen. I mange klubber og foreninger vil det ofte give besvær at få valgt nye, men ikke i Farstrup! Her meldte sig ret hurtigt tre nye, som gerne ville være med til at fastholde dynamikken i ledelsen af klubben, og det var de fremmødte meget glade for. Den nyvalgte bestyrelse konstituerer sig senere.
Den nye bestyrelse består af en enkelt ’hane i kurven’, Niels French Nielsen, og 7 kvinder: Julie Veggerby, Lone Hygum, Janne Fournais Johansen, Sofie Skriver Bundgaard, Maiken Jensen, Anne Johansen og Sille Jacobsen.
Ved generalforsamlingens afsluttende punkt, ’Eventuelt’, benyttede formanden lejligheden til at give de tre fratrådte bestyrelsesmedlemmer en oprigtig og hjertelig tak for deres indsats. Deres konkrete resultater har de leveret med smil, godt humør, meget energi og vedholdenhed. Bestyrelsesarbejde er ikke altid det sjoveste arbejde, men det er noget af det vigtigste i en klub som Farstrup Boldklub.
Så i klubben glæder de sig nu til et 2026 med fart over feltet, sved på panden og smil på læben! / FH










