Kaglen og kurren er stemningen
Når man ankommer til Aalborg-Nibe Racefjerkræ og Racedueklub, bliver man straks mødt af hønerne kaglen – et karakteristisk “ka-ka-ka-ka-kaaa!”, som ofte betyder, at en høne har lagt et æg.

Derfor kaldes lyden også tit for “æggekaglen”. Hanerne galer, og raceduerne kurrer blødt og rytmisk med deres gentagne “kurrrr kurrr”. Man fristes til at sige, at hønerne råber til hele gården,og duerne mumler lavt til hinanden. Men hyggeligt er det, og stemningen er rolig og indbydende, og klubhuset har plads til både medlemmer og gæster.


Klubbens historie og sammenlægning
Klubben er en frivillig forening, dannet ved en sammenlægning af flere lokale klubber med lange traditioner – blandt andet Nibe Racedueklub, der blev etableret helt tilbage i 1955. Flere af de oprindelige klubber oplevede medlemsfald, og sammenlægningen var derfor en god måde at bevare og styrke interessen for racefjerkræ og raceduer. I dag tæller klubben 28 medlemmer.

Samarbejdet med andre foreninger
Klubhuset ligger på Lundevej 66 og deler adresse med Nibe Dyrekoloni. Flere medlemmer har deres dyr på små grunde i kolonien, mens andre passer deres dyr hjemme eller begge steder. Klubben får økonomisk støtte fra Aalborg Kommune, men det er medlemmerne selv, der holder huset i gang. De samarbejder med andre foreninger, blandt andet Nibe Brevdueforening, som bruger huset om sommeren til registrering af brevduer inden deres flyvninger.
Også en motorcykelklub låner klubhuset, og til gengæld hjælper de til med vedligeholdelse af huset, og koloniens medlemmer låner det af og til. På den måde går det hele op i en højere enhed, og fællesskabet trives, og der holdes gang i huset.

Aktiviteter og fællesskab året rundt
Om vinteren holder klubben månedlige møder, og året rundt har medlemmerne løbende kontakt for at følge med i hinandens avl. Et nyt tiltag er en arrangeret bustur til Holstebro for at besøge en udstilling med raceduer og racehøns.
Fællesskabet betyder meget for klubben. Én gang om året mødes medlemmerne for at hjælpe hinanden med at klippe hæk. Dagen starter med rundstykker og slutter med hygge og grill.

Udfordringer ved racefjerkræ og raceduer
En af udfordringerne ved at holde raceduer og racefjerkræ er de mange restriktioner, der gælder for, hvor og hvordan man må have dyr – for eksempel er det ikke alle steder, man må holde haner eller duer. Det kan gøre hobbyen svær at dyrke. Samtidig kræver det tid og engagement at give dyrene de bedste forhold. Mange har travlt, og måske derfor er gennemsnitsalderen blandt medlemmerne også steget over tid.

Formand Per E. Pedersen foran sine raceduer på Lundevej 66


Formandens passion og visioner
Formand Per E. Pedersen sætter stor pris på omgangen med sine dyr. Han har både raceduer, racehøns og brevduer, som han passer omhyggeligt. Han er særligt fascineret af genetikken bag avlen og arbejder målrettet på at skabe dyr, der lever op til de europæiske standarder for de forskellige racer.
Per mener, at foreningen vil bestå, så længe medlemmerne følger med udviklingen og fortsætter med at skabe gode samarbejder. Han fremhæver også, hvor vigtigt det er, at folk hjælper til med at skabe gode rammer. Familierne Bentsen og Ullits har lagt et stort arbejde i klubben gennem årene, og i dag er Jørgen en uundværlig mand, der sørger for, at klubhuset altid er pænt og velholdt. Fællesskab og frivillighed er hjørnestene i klubben.

Højdepunkter og udstillingsdeltagelse
Et af højdepunkterne for Per var sammenlægningen af klubberne. Selvom processen krævede arbejde og kompromiser, har det samlet givet flere muligheder og bedre oplevelser for medlemmerne – og ikke mindst holdt hobbyen i live. ”Det var en stor ting for mig at få klubberne slået sammen, og det har vi makket med i flere år,” fortæller Per.
Personligt husker Per også med stolthed, da han med sine dyr deltog i Europaudstillingen i Herning. Efter flere års forberedelse stillede han op med nogle af de flotteste dyr, og han blev den mest vindende dansker blandt de 200 danske deltagere. Udstillingen samlede omkring 800 udstillere i op mod seks haller i Herning Messecenter. Det var en stor oplevelse og en bekræftelse på, at hans avlsmål var nået.
Nogle af klubbens medlemmer deltager også hvert år i den store udstilling i Leipzig, som er en af verdens største for racefjerkræ og raceduer. Her vises omkring 20.000 duer og 10.000 høns, og både besøgende og udstillere får en unik mulighed for at opleve mangfoldigheden og lære mere om opdræt.

Forskellige hønseracer giver forskellige flotte æg

Klubbens rolle i det nordjyske miljø
I samarbejde med andre klubber er Aalborg-Nibe Racefjerkræ og Racedueklub med til at arrangere Nordjyllands største udstilling med Racefjerkræ, Raceduer og Brevduer, der afholdes i Nibe Idræts- & Kulturcenter.
Klubben er altid åben for nye medlemmer og interesserede, der vil dele passionen for raceduer og racefjerkræ.