- Mandag, 8. juni 2026
Ved Halkær Kro mødes søen, åen og fjorden – og midt i det hele gennemføres hvert år en festival, der hylder naturen, nærværet, musikken og fællesskabet.
Halkær Festival er skabt af frivillige. Af ildsjæle. Af naboer. Af mennesker, der samles hvert år, - simpelthen fordi de ikke kan lade være!
Det er en festival, hvor musik, lokale råvarer og naturen fylder. Maden kommer fra jorden i nærområdet. Musikken fylder hele Halkær Ådal. Børn løber frit, voksne slapper af og alle glemmer tiden et øjeblik. Sådan kender man den årlige festival i Halkær - og sådan var det naturligvis også i år...
Skøn natur, fantastisk mad og dejlig folkemusik gik op i en højere enhed i Halkær i den forgangne weekend, hvor Halkær Festival løb af stablen for 34. gang.
Festivalen startede med et åbent grundlovsarrangement med tale af Bengt Holst og koncert med Juncker og godt 150 glade gæster. Derfra fortsatte festivalen hele weekenden med yderlige seks koncerter, vandretur med Morten DD, workshop med Nordisk Dans og ikke mindst fantastisk mad med en af Nordjyllands førende kokke; Emilie Qvist Kjærgaard.
Mange nye gæster - og børnefamilier fylder mere
- Vi har haft en fantastisk weekend og de frivillige, der arrangerer og klarer alt fra baren til pizzabagningen fortjener al den ros, der findes. Vi tiltrækker flere familier end tidligere; De kommer og hygger sig på tværs af generationerne og vi havde i det hele taget en del gæster, der er helt nye til Halkær Kro. Det er herligt og lover godt for fremtiden, siger Birgitte Lesanner, Daglig Leder på Halkær Kro. / AN









