Forleden gik turen for rytterne fra Vegger Ringdderlaug til Staldbakkens ringridning i Komdrup, - trods vejrudsigten.

Vejrguderne havde nemlig bestilt øsende regnvejr! Men Vegger Ringridderlaugs ryttere Anette Sahl (Hornum) på Dreamheart og Tanja Kiib Jensen på Jessica (Suldrup) trodser altid vejr og vind, og mødte trofast op.  De var ikke de eneste der var mødt op til dagens ringridning: Der var 28 andre ryttere klar til dagens dyst om at fange den lille ring. Det viste sig, at der var held i begge pinde på denne regnfulde dag, da Tanja endte på en andenplads, imens Anette fulgte tæt efter og endte på en tredieplads.
Ugen efter var det Kongerslev rideklub, som havde arrangeret deres årlige ringridning. Vejrguderne var denne dag mere gavmilde overfor de mange ryttere der havde mødt op til start, da dagen kun bød på blæsevejr, og ingen regn.
Vegger Ringridderlaug var igen fint repræsenteret, da Dorte Knudsen på Gorica (Vegger) og Tanja Kiib Jensen (Suldrup) på Jessica var mødt op til kamp. Efter de 5 hovedrunder stod det klart, at Tanja igen var endt på en andenplads. Dorte Knudsen endte uden for placering.
Næste weekend er det i Hyllebjerg at »slaget skal stå«, så bliver det spændende at se hvad vejrguderne har at byde på denne weekend.

Ét er helt sikkert, rytterne kommer, uanset vejr og vind!