- Onsdag, 12. januar 2022
Nibe Rotary Klub’s »Trav for bedre trivsel« skulle i år afvikles for 4. gang, men klubben måtte i lighed med sidste år lade den gennemføre på deltagernes eget initiativ. Og det var der trods alt 104 der gjorde.
Præsident for Nibe Rotary Klub, Sam Riahi: – Det var en enig bestyrelse der aflyste en samlet travetur og i stedet lade folk gå deres egen tur og samtidig støtte Julemærkehjemmet. Og derfor ser vi i den grad frem til at kunne samles, gå og synge sammen og i fællesskab støtte Julemærkehjemmet, når vi næste gang arrangerer turen.
Nibe Rotary Klub doblede det indsamlede beløb, så der kan sendes i alt kr. 15.950 afsted til et projekt for børnene i Hobro.
Og iflg. forstander på Julemærkehjemmet i Hobro, Lise Claesson skal pengene bruges til et specifikt projekt: – På Julemærkehjemmet er vi i fuld gang med at renovere pigeværelserne i en af afdelingerne. Der skal bl.a. bygges bænke på værelserne og lægges nye gulvtæpper og her vil pengene gøre megen gavn. Mange tak for støtten – den er vi meget glade for.
Fakta om Julemærkehjemmets arbejde:
Julemærkehjemmene kæmper for det gode børneliv med fokus på trivsel. Ingen børn fortjener en hverdag fyldt med ensomhed og ondt i maven.
Hvert år hjælper Julemærkehjemmene ca. 1.000 børn i alderen 7-14 år til en ny start på livet. Når børnene kommer på Julemærkehjem, får de hjælp til at finde deres styrker og opbygge deres selvværd, så de igen kan indgå i fællesskaber. Og de nye kompetencer og vaner følger med børnene hjem.









