På Seniorrådets første mødedag den 13. januar blev mange arbejdsopgaver fordelt, og vi ser meget frem til den helt store opgave i år, hvor vi, som vi har råbt op om i mange år, ønsker gennemført mindre dokumentation og mere kvalitetstid i Ældreplejen til glæde og gavn for borgerne som medarbejderne, siger Anette Valentin, formand for Seniorrådet. 

– Efter Statsministerens nytårstale og Ældreministerens læserbrev i Nordjyske den 14.januar tror vi på, at vi meget snart, sammen med Aalborg Kommunes politikere, skal i gang og får meget travlt med dette arbejde. Det glæder os derfor meget , at det nye Senior- og Omsorgsudvalg i Aalborg Kommune også allerede på deres første møde den 12. januar 2022  har besluttet følgende: Der ansøges om at blive frikommune på ældreområdet, når lovgivningen åbner op for denne mulighed. Her og nu startes en proces, hvor overflødig dokumentation, regler og arbejdsgange foreslås reduceret for at skabe mere tid og rum til kerneopgaven for medarbejdere og ledere. Processen starter ude ved medarbejdere, ledere og interessenter. Processen skal være afsluttet inden sommerferien. 

Vi i Seniorrådet er mere end parate, supplerer Anette Valentin.

Seniorrådet i Aalborg Kommune består af Anette Valentin – formand, Gylla Elsebeth Brandborg – næstformand, Hanne Lise Richter, Bibi Back, Dorte Karen Margrethe Poulstrup, Keld Jørgensen, Arne Fischer, Karin Kjær Rasmussen, Kurt Ove Bentsen, Arne Larsen, Ulla Marie Blankensteiner, Erik Jensen, Kirsten Algren. 

Der er desværre ikke valgt medlemmer i Nibe området.