3F Midtfjord har gennem sin visionsplan haft fokus på at få flere tillidsvalgte i 2021 og det er lykkedes, oplyser formand Lene Haugbølle, Aars på 3F Midtfjords generalforsamlingen, afholdt på Pavillon Christiansminde i Løgstør.

- Vi kan se, hvilken betydning det har, når 3F har gode tillidsvalgte; På Bislev Mejeri er der dygtige tillidsvalgte, som gjorde det rigtig godt, da 40 medarbejdere og kollegaer på virksomheden skulle opsiges, fordi Arla Foods valgte at flytte noget af deres smelteost produktion fra Bislev mejeri til Mellemøsten.

- Her var de tillidsvalgte meget aktive for at sikre, at de berørte kollegaer havde mulighed for uddannelse eller flytning til andre lokaliteter i Arla, – stort set alle 40 medarbejdere er enten fortsat i arbejde, eller har startet uddannelse. Nogle er endda blevet færdiguddannet som procesoperatør.

3F-formanden omtalte også afdelingens visionsplan:

- Vi har også fokus på at få indgået flere overenskomster. Det er over det sidste år lykkedes os at få 29 nye overenskomster, så det går i den rigtige retning.

3F Midtfjord har igen inddrevet rigtig mange penge hjem til vores medlemmer, oplyste

Lene Haugbølle: - I 2021 hentede vi hele 47,8 millioner kr. hjem til medlemmerne.

På generalforsamlingen ud-trykte både  næstformand Lindy Mortensen og formand Lene Haugbølle generel tilfredshed med den indsats, der er ydet i årets løb, og de resultater man har nået.