- Onsdag, 20. juli 2022
Christian Havrehed og Lars Gabe nåede i sidste uge til Grenå, og er dermed halvvejs i deres eventyr »Danmark Rundt i robåd for et renere hav«, som startede 27. juni fra Rudbøl Sø.
Fra Rudbøl sø roede de ud i Vesterhavet, hvor de blev holdt ved selskab af gråsæler og morild. Vejret var mest med dem, selvom det var lidt spændende at surfe med 7.3 knob ind i Hanstholm havn midt om natten i strid pålandsvind. Skagen blev rundet 4 juli. Fra Grenå fortsætter turen rundt om Sjælland, og slutter ved grænsesten nr. 1 ved Kollund i bunden af Flensburg fjord 31 juli.
Der er indtil videre ingen, der har roet Danmark Rundt i robåd. Havkajakker har gjort det, og for nylig også en SUP (Stand Up Paddle Board), så turen er et rekord forsøg.
Christian og Lars sætter fokus på rent hav og stopper 12 steder, hvor der er arrangeret strandoprydninger med lokale partnere. Her kan man også prøve at ro deres oceanrobåd, som har været tre gange over Atlanten, samt høre foredrag om oceanroning og vigtigheden af et rent hav.
Ind til videre har 52 frivillige fjernet 337 kg affald fra strandene på Fanø, Hjerting, Hanstholm og Læsø.
Ud over de 12 planlagte strandoprydninger, er alle inviteret til at lave deres egen strandoprydning (alene, familie, firma, sportsklub, forening o.s.v.), når og hvor man har lyst. Ingen strandoprydning er for lille til ikke at tælle med. Man kan så uploade billede og data fra strandoprydningen på ekspeditionshjemmesiden:
(https://yantu.com/row-round-denmark-for-clean-seas/community/)
og derved aktivt bidrage til projektet.
Læs hele artiklen i ugens trykte udgave af Nibe Avis:
https://www.e-pages.dk/nibeavis/740734695/8
Christian Havrehed besøgte i 2020 havnen i Nibe, hvor publikum og en række medlemmer af Nibe Roklub hørte om hans bedrifter og fik lov at prøve-ro båden.








