Siden 2005 har Hanne og Carsten Rasmussen holdt til med deres besøgshave og plantesalg »Studeengen« i naturskønne omgivelser ved Gundersted. Men nu er det slut.



Trods store protester fra lokalområdet blev det for få måneder siden afgjort, at firmaet HOFOR kan opsætte 6 vindmøller i området.
Vindmølleprojektet berører 15-20 ejendomme i området, herunder også Staudeengen, som kommer til at ligge 900 meter fra nærmeste mølle.
- Det betyder, at vi egentlig godt kunne blive boende, og drive »Staudeengen« videre, fortæller Hanne Rasmussen. - Men det vil blive ensomt og uden mulighed for at sælge ejendommen på et senere tidspunkt.  Vi vil blive stavnsbundet, og det dur ikke i vores alder, lyder det videre fra Hanne Rasmussen.

Har modvilligt
valgt at sælge
Hanne og Carsten Rasmussen har derfor modvilligt valgt at tage imod HOFOR’s tilbud om at købe deres ejendom med henblik på nedrivning inklusive fjernelse af haven.
-Vi har intet andet valg. Det har været svært for os at erkende, for det er vores passion og erhverv, som bliver ødelagt. Det er hjerteblod det her drejer sig om og uendelig mange timer. Vi købte ejendommen og de 3 tdr. land i 2005, og har bygget haven op helt fra bunden. Det samme med plantesalget og salget af aronia.  
Rigtig mange kender »Staudeengen« og har besøgt os gennem årene, både fra nær og fjern. Det er virkelig trist, men vi har også på kort tid skullet finde ud af, hvad der nu skal ske.   

Skal være ude 1. januar
- HOFOR overtager ejendommen og vi skal være ude den 1. januar. Ejendommen vil blive revet ned i løbet af foråret, fortæller Hanne Rasmussen, og fortsætter:- Vi har været ude at kigge på adskillige ejendomme med et tidspres hængende over hovedet. Til vores held har vi fundet en skøn ejendom lige udenfor Aalestrup, som er blevet renoveret indenfor de seneste år, og er lige til at flytte ind i.      

Fortsætter kun med aronia
Ejendommen har stor have og gode udebygninger, men vi har besluttet at det kun er salget af aroniaprodukter og min foredragsvirksomhed om aronia der flytter med.
Det betyder at »Staudeengen«, der altså fremover har fået ny adresse, ikke længere har plantesalg og besøgshave.
-Det er rigtig ærgerligt at Himmerlands eneste tilbageværende traditionelle plantesalg nu lukker. Vi havde gerne fortsat med plantesalg og besøgshave, så længe vi kunne holde til det. Det bliver nu nogle år førend beregnet, fortæller Hanne Rasmussen.
Nu starter ophørsudsalget i »Staudeengen«. Det bliver på planter i plantesalget, ligesom det bliver muligt at købe opgravede planter fra haven.      
Den 1. november overtager Hanne og Carsten Rasmussen deres nye ejendom ved Aalestrup.
- Ja, der bliver en masse flytteri og selvfølgelig vil jeg tage de bedste planter med fra haven i Gundersted. For en have med stauder kan jeg altså ikke undvære, fortæller Hanne Rasmussen.
/ AN