- Torsdag, 11. november 2021
Et flot gennemsnit på 10,7 sikrede Claus H. Roskjær prisen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, da studerende på Erhvervsakademi Sydvest i Vejen torsdag fik papir på deres uddannelse til el-installatører. Han har formået at tage deltidsuddannelsen AU i el-installation sideløbende med, at han har passet sit arbejde hos Uggerly i Aalborg.
Det var Claus H. Roskjær fra Sønderholm, som løb med både æren og TEKNIQ Arbejdsgivernes installatørpris, da de studerende på deltidsuddannelsen AU i el-installation på Erhvervsakademi Sydvest i Vejen torsdag kunne glæde sig over et veloverstået uddannelsesforløb.
Prisen gives til den studerende på hvert erhvervsakademi, der har klaret sig bedst på uddannelsen og har bestået autorisationsprøven. Claus H. Roskjær sikrede sig prisen med et karaktergennemsnit på flotte 10,7.
– Det er jo et rart skulderklap at få. Jeg vidste godt at jeg lå i den pæne ende, men jeg var godt nok overrasket da jeg blev kaldt frem, for det har været et ret godt hold, hvor vi også har hjulpet hinanden hele vejen, siger den 45-årige prisvinder.