Den lokale BMX-entusiast 15 årige Rasmus Riise Simonsen, Sønderholm, har gennem de seneste år gennemgået en rivende positiv udvikling. Således vandt han, for tre uger siden, sølv ved Europamesterskaberne i sin aldersgruppe i belgiske Dessel. 

I sidste uge stillede han til start ved Verdensmesterskaberne i franske Nantes, hvor han skulle forsøge at køre sig til et godt resultat i sin Dannebrogstrikot. 

Ved Verdensmesterskaberne, der blev afholdt i centrum af den franske by Nantes, skulle rytterne ud på en helt nyanlagt og teknisk udfordrende bane. Der stillede 130 håbefulde BMX-kørere til start, i Rasmus Riise Simonsens aldersklasse; 15 år. Her var BMX-ryttere fra Australien i øst til USA, Canada og Colombia i øst, samt mange europæiske nationer - for blot at nævne nogle få af de mange nationer, der havde atleter til start. Det hele skulle afgøres på en yderst solbeskinnet og varm sommerdag.

Rasmus Riise Simonsen skulle køre tre indledende heats, hvor efter placeringerne i disse skulle afgøre om han kunne kvalificere sig videre til de afgørende finale-heats.

Rasmus Riise Simonsen kom godt fra start i sit første indledende heat, hvor han kørte først over målstregen. Anden indledende heat var Rasmus Riise Simonsen helt i særklasse. Han vandt heatet med mange cykellængder ned til nummer to. 3. og sidste indledende heat ramte Rasmus Riise Simonsen både starten, og den gode linje gennem den nyanlagte BMX-bane. Han sluttede, lige som de to foregående heats, som heat-vinder i sikker stil.

Med tre indledende førstepladser var Rasmus Riise Simonsen sikkert kvalificeret og klar til 1/16-finalerne. Her ventede der Rasmus modstand fra udelukkende BMX-kørere fra Europa, hvor de belgiske, hollandske, franske, tyske og danske flag var repræsenteret. De første fire ryttere over målstregen ville kvalificere sig videre - mens de sidste fire ryttere i heatet ville være færdige ved verdensmesterskaberne. Rasmus Riise Simonsen kom godt ned af startrampen, og kom ud af første sving i en position som nummer ét. Denne position holdt han sikkert gennem hele banen, og kunne sikkert kvalificere sig videre til mesterskabernes 1/8-finaler.

Solen var skarp, da 1/8-finalernes ryttere skulle ud på startrampen, og kæmpe om videre avancement. Her var det BMX-ryttere fra Australien, Colombia, Holland, Storbritanien og tre fra Frankrig som danske Rasmus Riise Simonsen skulle dyste mod. Princippet var det samme som ved 1/16-finalerne. De fire bedste over målstregen ville kvalificere sig videre, mens de sidste fire rytteres mesterskaber ville slutte. Det blev et tæt heat, hvor Rasmus gennem heatet lå i baghjulet på den Colombianske kører; Juan Jose Mañosca Moñoz, men på den teknisk opløbsstrækning viste Rasmus sine stærke tekniske færdigheder og passerede ham - og dermed sluttede heatet som vinder, og videre kvalificeret til 1/4-finalerne.

Ved 1/4-finalerne begyndte det for alvor at stramme til. Her var det den absolutte verdenstop, der var tilbage. Det kræver fokus, gode ben og stærke køreegenskaber, der kan undvige selv den mindste forhindring - for der bliver ikke givet mange chancer til en BMX-kører, som ikke har fundet den rigtige vej, før det er for sent. 1/4-finaleheatet bestod af fem kørere fra: Spanien, Colombia, Frankrig, Belgien og Rasmus Riise Simonsen fra Danmark. De første fire ryttere ville kvalificere sig til semifinalerne. Rasmus Riise Simonsen startede heatet på inderbanen, og kom rigtigt godt ned af startrampen, og var først ude af det første sving. Siden så den lokale BMX-rytter sig ikke tilbage, og kunne ganske sikkert køre sig først over målstregen, og indløse billet til semifinalerne. Sikke en flot præstation af Sønderholm-drengen ved sit første Verdensmesterskab.

Semifinale-heatets otte startede talte, udover danske Rasmus Riise Simonsen, ryttere fra Spanien, Colombia, Australien, Argentina samt tre franske kørere. Rasmus Riise Simonsen kom godt ned af startrampen, men i den efterfølgende passage ramte et sort uheld ham, da han i den tætte positionskamp røg ud af banen og styrtede. Mens han ærgerlig kom på benene igen, og humpende hen til sin BMX-cykel, kunne han se de resterede syv semifinale-ryttere køre mod målstregen uden han selv havde en jordiske chance for at indhente det tabte som styrede kostede ham.

Således sluttede VM-eventyret brat efter en fænomenal god VM-præstation, hvor Rasmus Riise Simonsen som den eneste kører i VM-feltet, frem til semifinalen, havde vundet samtlige heats han havde stillet til start i. Derfor var det, naturligvis, en ærgerlig Sønderholm-dreng, der senere kunne se den amerikanske BMX-kører Sean Day løfte VM-trofæet, for Rasmus havde virkelig formatet til at kunne have ydet, de fleste af finalens ryttere, en værdig og kvalificeret modstand, med den VM-kørsel han havde lagt for dagen tidligere. 

Således kan Rasmus Riise Simonsen, Sønderholm, med stolthed se tilbage på sin VM-debut, der kun lader positive spor stå tilbage, i jagten på sine fremtidsdrømme, inden for denne hurtige og krævende sportsgren.