På årets længste dag – og en dejlig sommerdag – var cirka 150 borgere samlet på Sønderholm Skole for at høre om planerne for en ny dagligvarebutik i Sønderholm.
Meget aktualiseret, da Din Købmand v. Merete Andersen, lukker ved årsskiftet.

Initiativgruppen, der er nedsat af Sønderholm Samråd, arbejder derfor på højtryk for at finde en løsning, da alle er enige om, at en dagligvarebutik er et meget væsentligt aktiv for en landsby. Så i de sidste tre år har forskellige løsninger været oppe at vende og der er indsamlet midler i form af andelskapital og forskellige sponsorater.

Planen var oprindeligt en helt ny butik umiddelbart syd for Nibevej,  men den plan er nu lagt i skuffen, da økonomen i et sådant projekt viser sig urealistiske, da det samlede budget lander på ca. 11 mio kr og det kan butikken ikke bære. Også planen med et medborgerhus er lagt i mølposen for en stund.

Derfor barsler initiativgruppen - sammen med firmaet Future Retail v. Finn Christiansen, nu med en langt mere realistisk og logisk plan: At etablere en “Købmanden 24/7” inden for en budgetramme på ca. 3,2 mio og i den nuværende købmandsbutik på Nibevej 518.

Finn Christiansen fra Future Retail og intitativgruppen – bl.a. Rasmus Kjeldberg – fortæller levende om planerne for den nye butik:
– Det er planen at beboelsesejendommen ved butikken rives ned og  at der her istedet etableres p-pladser. Selve butikken bevares, men lokalerne restaureres og bliver udstyret med det nyeste butiksinventar, med bl.a. elektroniske hyldeforkanter, så varepriser nemt kan vedligeholdes.

Ved søndagens borgermøde var omkring 150 mødt op, og stemningen for det nye forslag til en fortsat købmands-løsning I Sønderholm var god.



Bygningen bliver fremover ejet af anpartshaverne, som udlejer lokalerne til en ny, selvstændig købmand.
Og som navnet “Købmanden 24/7” antyder, så er konceptet og it-systemet i butikken beregnet til at kunne holde åbent hele døgnet !!
Der vil blive mulighed for at få en chip eller en app til telefonen, der giver mulighed for at handle hele døgnet - også når der ikke er personale til stede.
Det vil fortsat være Dagrofa, der står for varerne på hylderne, men med rig mulighed for at tage lokale leverandører ind.

Mangler fortsat én mio. kr.
MEN for at planen kan lykkes og en ny, moderne butik kan stå klar i foråret 2027, er der et par forhold, der skal falde i hak:
Der mangler ca. 1 mio kr  - udover de 2,2 mio der allerede er indsamlet. Her er der en kraftig opfordring fra hele forsamlingen til, at resten af byen nu også bakker op og enten køber en eller flere anparter a’ kr. 2.500 eller giver et frivilligt sponsorat af valgfri størrelse.
Der bliver behov for en del frivillig arbejdskraft i forindelse med etablering og renovering. Alle er velkommen til at melde sig til initiativgruppen – og meget gerne hvis man har håndværksmæssig baggrund (men det er ikke en “betingelse”...).
Med den meget positive og optimistiske tone, der var blandt de mange fremmødte borgere, og den velfortjente ros, der blev givet til initiativgruppen, tyder alt på, at Sønderholms borgere fortsat vil have en lokal dagligvarebutik, også efter nytår. / JLN

Uddrag af initiativgruppen. Fra venstre Jimmy B. Jacobsen, Rasmus Kjeldberg, Finn Christiansen fra Future Retail, Christoffer Danst og Rasmus V. Lindbjerg.





 

.