Aflyst Nibe Festival og corona-nedlukning giver udfordringer:

RIF badminton er en blandt flere foreninger, som til sommer har et tomt hul at udfylde efter årets Nibe Festval er aflyst. Et tomrum, som Nibe Avis har talt med RIF Badmintons formand Peter Grønberg Jensen om. 

RIF badminton har gennem en årrække været storleverandør af frivillig arbejdskraft ved hvert års Nibe Festival. Badmintonklubben startede for mange år tilbage med forefaldene arbejdsopgaver, hvor det var renholdelse af festivalområderne, og den helt store søndagsoprydning ved festivallens afslutning, som var klubbens arbejsområder. 

Siden har engagementet fra RIF Badminton primært handlet om at servicere festivalgæsterne med dejlig mad samt høflig og festlig festivalbetjening. 

Først var det i madboden »Ko & Kylling«. Siden har det været »Restaurant himmelblå« og »Pandekagehuset«. Fællesnævneren for RIF Badminton har været, at det at hjælpe under i Nibe Festival har været stærkt socialt vanedannende – og ja, så har det også genereret en betydelig økonomi til gavn for klubben og medlemmerne, fortæller RIF badmintons formand Peter Grønberg Jensen.

RIF badminton har omkring 70 glade frivillige hjælpere engageret på deres hold under festivaldagene. Her er de 50 personer gengangere, for hvem det er et af sommerens faste sociale holdepunkter, som får dem til at vende tilbage år efter år – også selvom den sidste fjerbold for længe siden er slået for klubben. Det er med andre ord, et vigtigt socialt samlingspunkt – på lige fod med de festivalgæster, der indløser billet for at gense gamle venner, skolekammerater, kollegaer som de sidst så ved sidste års Nibe Festival. På den måde adskiller livet sig som festivalfrivillig til festivalgæst sig ikke ret meget. Der er tvært imod utrolig mange lighedspunkter fortæller Peter Grønberg Jensen.

RIF badmintons formand Peter Grønberg Jensen: Både socialt og økonomisk er aflysningen af årets Nibe Festival en bet for os som for så mange andre klubber, der stiller med frivillige.

Økonomisk ligger der, naturligvis, i kraft af at årets fest i Skalskoven er aflyst, en økonomisk bet, der venter på os. 

RIF Badminiton modtager årligt et anseligt to-cifret tusindtalsbeløb for medlemmernes frivillige arbejde. Et beløb, der nu kan sættes til et rundt nul i budgettet. 

Klubben har imidlertid været i god dialog med Nibe Festival. Her er de er blevet anbefalet at søge ind på de statslige hjælpepakker til de indtægter, som nu udebliver. Det er vi i fuld gang med at undersøge, hvordan det skal gribes an, påpeger Peter Grønberg Jensen.

Stemning fra sidste års Café Himmelblå under Nibe Festival. Arkivfoto Nibe Festival. Foto: Lone Bruno Sorensen, Nibe Festivals Foto-Team.