- Tirsdag, 25. august 2020
Padel tennis - hvad er det nu for en størrelse? Padel er en ketsjersport som indtil videre primært spilles i Spanien og i Latinamerika. Padel blev opfundet i 1969 af mexicaneren Enrique Corcuera fra Acapulco, og sporten oplever i øjeblikket en voldsom vækst - ikke mindst i mange europæiske lande.
Denne udvikling medvirker Frejlev nu til - for i torsdags indviede Frejlev Tennisklub to nye padelbaner, som ligger på den plads, hvor én af klubbens fire baner hidtil lå.
- Vi startede overvejelserne i foråret 2018, hvor vi besluttede at undersøge mulighederne for at etablere de første Padelbaner i Aalborg Kommune. Vi skulle gøre noget for at udvikle vores klub med et mere nuanceret tilbud end tennis de i 5-6 måneder om året vejret tillader det. Udviklingen ville kræve en del nye medlemmer og der skulle også noget alternativt til, siger Jacob Thrysøe fra Frejlev Tennisklub.
Formand for tennisklubben i Frejlev, Knud M. Sørensen tilføjer: - Vi ville rigtig gerne kunne forlænge sæsonen for vores medlemmer, men at bygge en indendørs tennisbane synes at være uoverskueligt på vores fuldt udnyttede anlæg. Og vi ville også gerne tilbyde noget, hvor flere spillere kunne være igang på samme tid - og dér passer Padel fuldstændig perfekt. Det er et utroligt socialt spil, hvor man er fire spillere på banen ad gangen. Og underlaget er kunstgræs-tæppe, som gør at vi i princippet kan spille året rundt, fortæller Knud M. Sørensen.
Hvorfor er Padel Tennis så populært?
For mange er eksempelvis tennis svært at starte op, både som helt ung og ældre - det kræver ihvertfald forholdsmæssigt megen træning og tid at opnå et niveau, hvor man behersker de fleste slag. Det gør Padel slet ikke - efter ganske få gange kan man holde bolden i spil og få nogle gode dueller.
I Frejlev Padel bygger man på foreningstanken, hvor det er fællesskabet, der er i højsædet og der er en stor flok ildsjæle, der får hjulene til at snurre, så bestyrelsen tror på at Padel Tennis har en stor fremtid, og at folk vil myldre til for at afprøve de nye faciliteter ved tennisklubben.