Som en del af genåbningsplanen for afgangseleverne på de nord- og vestjyske skoler var et intensivt og systematisk testprogram, samtidig med at kun halvdelen af eleverne må være på skolerne ad gangen. Testprogrammet lyder på to ugentlige, og frivillige, covid-19-kviktest for afgangseleverne og de ansatte på skolerne.  

På Frejlev Skole stod afgangseleverne i kø torsdag morgen for at få stukket en vatpind op i næsen, i løbet af skoledagen. Alle fremmødte elever kom igennem testen, og ingen blev testet positiv for coronavirus. 

Erfaringerne fra bl.a. Frejlev Skole bliver fulgt tæt i resten af landet, for hvis det går godt her, kan skoler i andre dele af landet måske få lov at følge trop. Der er blandt andet et fokus på elevernes villighed til at lade sig teste, hvilket er af afgørende betydning for, hvor hurtigt der kan åbnes op for de ældste elever i resten af Danmark. For jo flere elever, som lader sig teste, desto mindre er risikoen for smittespredning på skolerne.