- Mandag, 29. marts 2021
Sammen med Frejlev Samråd har Aalborg Kommunes afdeling Trafik og Veje udlånt fire elcykler i en måned til lokale borgere i Frejlev.
Baggrunden er et forsøg på, om borgerne vil tage ideen med en elcykel til sig og erstatte bilturen til jobbet – typisk i Aalborg – og cykle på arbejde. Også andre aspekter i en aktiv cyklist tilværelse spiller ind:
– Jeg bor neden for bakkerne i Frejlev, og jeg cykler gerne de fleste steder. Men jeg kommer aldrig oven for bakken på Svenstrupvej, hvor jeg ellers gerne tager turen til f.eks. Svenstrup, forklarer Svend Pedersen, der som aktiv pensionist har tiden til at cykle udvalgte ture.
For Michael Rinder står sagen anderledes: – Jeg vil gerne cykle på arbejde, 13-14 km hver vej fra Frejlev – men som så mange andre, synes også jeg, at det er en smule hårdt med vind fra vest de fleste dage – samtidig med, at man møder »forknoklet« på jobbet, efter en tur ad Skalborg Bakke mv. Og særligt, hvis det skal være hver eneste dag, året rundt. Derfor er denne mulighed med test af en elcykel en kærkommen mulighed for at afprøve denne transportform.
I alt fem Frejlev-borgere får den kommende måned en elcykel på prøve, og de følgende fem måneder får yderligere fem samme mulighed hver måned.