Nye portaler, ved både den østlige og vestlige indgang til Frejlev, indvies i denne uge. Dette bliver dels markeret på Frejlev Skole, hvor Sebastian Klein lægger vejen forbi og underholder og skaber læring og nysgerrighed på naturen for Frejlev Skoles 0. – 6. klasses elever. Senere på ugen, under Festlige Frejlevdage, er det Aalborg Kommunes rådmand, for By- og Landskabsforvaltningen, Hans Henrik Henriksen (S), der klipper den røde snor, ved kirkebakken øst for Frejlev Kirke, hvor en smuk stensætning og vilde blomster i overdrev puster nyt liv i det tidligere grønne græsareal.

De nye portaler er en del af »Det Grønne Frejlev«, som begge skal vise en koncentreret version af de forskellige biodiversitetstiltag, som der er skabt i Frejlev. Samtidig giver portalerne en interessant og iøjnefaldende velkomst til byen. Stensætningen ved Frejlev Kirke bliver en del af et kommende stisystem; »Frejlev-loopet«. Portalerne med deres karakteristiske stensætninger skal vise historien om Frejlev, som en by med store grusgrave, forekomster af sten samt det historiske arbejde med rent drikkevand gennem årtier, hvor byen har haft prædikat af »Giftfri by« siden slutningen af 1990’erne. Portalerne skal, ud over den æstetiske dimension, også fungere som et varieret og naturligt levested for dyr og planter. Både i stensætningerne, men også i de blomsterende områder omkring bl.a. Kirkebakken og området syd for Frejlev Skole – i krydset mellem Frejlev Skolevej og Nibevej. 

Læs mere i denne uges trykte udgave af Nibe Avis.