- Torsdag, 17. marts 2022
En helt ny kategori af ÅRETS RIFFER havde verdenspremiere ved denne uges hovedgeneralforsamling i St. Restrup IF.
Tildelingen af æresbevisningen »ÅRETS RIFFER« er nemlig fra i år og fremover delt i to, nemlig »ÅRETS UNGE RIFFER« og »ÅRETS RIFFER«.
– Sidstnævnte pris er indstiftet i 1987 og rigtig mange frivillige og stolte medlemmer af St. Restrup IF har gennem årene modtaget den ærefulde titel, sagde hovedformand Johanne Bugge i forbindelse med afsløringen af hvem, der i år får tildelt årets priser.
Prisen som ÅRETS UNGE RIFFER indstiftes så fra i år, med 2021 som aftryk for udnævnelsen – og det er naturligvis for at tilkendegive foreningens respekt for det frivillige arbejde, der udføres; ikke mindst af foreningens unge, sagde hovedformanden til de ca. 40 deltagere i den kombinerede hovedgeneralforsamling samt sponsor- og frivilligtræf.
Johanne Bugge sagde videre: – Hovedbestyrelsen har fået to indstillinger til prisen ÅRETS UNGE RIFFER, og begge kandidater opfylder til fulde præmisserne for at blive valgt. Og derfor har vi i år valgt at tildele prisen til deling mellem to, nemlig:
ÅRETS UNGE RIFFERE er:
Mikkel Krabsen, 15 år, RIF's Badmintonafdeling
Simon Baisgaard, 18 år, RIF's Håndboldafdeling
Mikkel er hjælpetræner, med i RIFs Ungeudvalg og altid klar med en hjælpende hånd – også i andre afdelinger som til Fodboldskolen.
Simon har været hjælpetræner og cheftræner i flere år trods sine unge alder. Simon er også altid klar med hjælp, om det så er hjælp til opsætning ved arrangementer, musik og speak til stævner, pasning af café, håndboldskole og alt muligt andet.
De to unge mænd er meget høflige, seriøse og velansete og bidrager på fornemste vis til at få en forening til at hænge sammen. Vi er meget stolte af disse to unge, herlige, hjælpsomme og søde unge mennesker i RIF, og siger varmt tak for deres forbilledlige indsats, lød ordene fra hovedformanden.
ÅRETS RIFFER
Jan Arndt Sørensen, Fodbold- og Håndboldafdelingen
Jan startede selv som barn i RIF i 1974 og har i de sidste mange år samtidigt været træner for hold i Håndbold og Fodbold og laver en stor indsats for at skabe mange gode træningstimer og oplevelser for spillerne.
Jan er også træner til RIFs Fodboldskole i uge 31 og Håndboldskole i uge 42 og er i det hele taget en engageret, seriøs og behagelig person, som springer til, når det er nødvendigt for at sikre, at vores unge mennesker kan dyrke deres sport. En rigtig foreningsmand! Vi er meget taknemmelig for den store indsats og mange timer, Jan har i løbet af ugen med vores unge mennesker i både Håndbold- og Fodboldklubben. Varmt tak til Jan – vi glæder os til fortsat godt samarbejde, sluttede Johanne Bugge.