I forrige uge havde Sønderholm-Frejlev seniorer arrangeret sommerudflugt til Viborg.

Turen startede med påstigning ved Frejlev Kirkecenter, og efterfølgende var der opsamling ved Sønderholm Sognegård for den restende del af flokken. Således var i alt 53 sommerglade og friske seniorer samlet til en skøn heldagstur.

Efter et par stop under vejs, hvor der både var forrygende kaffe- og frokostpause nåede gruppen frem til Viborg, hvor vejrguderne viste sig fra sin gode side med sol fra en skyfri himmel. Søndermarkskirken destinationen for gruppens Viborg-tur. Søndermarkskirken er en iøjnefaldende og smuk rundkirke. Der var arrangeret rundvisning af kirken, og det var nogle virkelig gode guider, der kunne fortælle historien om den unikke og flotte kirke på særlig og autentisk vis. Kirken blev bygget i 1981 af arkitekt Svend Frandsen fra Viborg, og fremstår som en moderne kirke.

I kirken er der et broderet tæppe lavet af tolv kvinder. Tæppet er ti meter langt, og det fortæller historien om Hærvejen, et fantastisk arbejde.

Efter rundvisningen af kirken kørte gruppen til Hjarbæk Kro, hvor der var kaffe og hjemmebagt kringle i udsigt – inden de 53 seniorer ramte Sønderholm og Frejlev med en lille times forsinkelse.

Hele 53 seniorer fra Sønderholm og Frejlev var med på sommertur til Viborg, hvor de fik en god rundvisning i rundkirken; Søndermarkskirken.