138 medlemmer, ud af foreningens 254 medlemmer, havde tilmeldt sig årets generalforsamling, som blev afholdt i Frejlev Kirkecenter. De fremmødte kunne se Poul Skov blive valgt til generalforsamlingens dirigent, og Torben Lysebjerg Andersen blev valgt til referent.
Poul Skov fastslog, at mødet var rettidigt indkaldt og at dagsordenen var iflg. vedtægter.

Formandens beretning
Sønderholm-Frejlev seniorers afgående formand Knud E. Simonsen bad generalforsamlingen om ét minuts stilhed for de medlemmer, der var gået bort i 2024.

Der har i 2024, været afholdt en række arrangementer samt bestyrelsesmøder. Alle i bestyrelsen har udført et godt og effektivt arbejde i året der er gået, og suppleanterne har deltaget aktivt i samme omfang, fortalte formanden.

På alle møderne, og til aktiviteterne, har hyggen og det gode humør været centrum, så samarbejdet har fungeret perfekt og været uden problemer, berettede Knud E. Simonsen. Der havde ligeledes været fremgang på medlemssiden, hvor medlemmerne har haft 12 aktiviteter at koble sig på gennem kalenderåret 2024. Det er lige fra foredrag, fællesture og ”spis sammen” for blot at næve nogle af disse. Der har været hele 914 medlemmer på deltagerlisten fordelt ud over de 12 arrangementer.

Fremtiden byder også på øget digitalisering i foreningen, hvor UNIOO er blevet en del af hverdagen i 2024. UNIOO er ny digital platform, som letter både papirarbejdet, men også GDPR-sikrer foreningen, men det har også fordele fx ved udskiftning i bestyrelsen, som gør denne proces mere smidig, fortalte Knud E. Simonsen.

Sønderholm-Frejlev seniorer har også skiftet pengeinstitut i 2024, og nu er det Sparekassen Danmark, der forvalter økonomien i foreningen. Skiftet af bank halverede udgifterne til finansiering, og medfører en større og bedre service fra bankens side, understregede Knud E. Simonsen.

Knud E. Simonsen sluttede sin beretning af med at takke alle, der har hjulpet med at få foreningen til at fungere. Uden hjælp fra menighedsrådet, præster, sekretær, organist, værtinder, samt øvrigt personale og de frivillige hjælpere, havde vi ikke kunne levere den høje standard på vore aktiviteter, som vi selv mener vi har opnået, fastslog formanden. Der løb også en tak til ”Bowlingklubben” og ”Kastanjegården” for et godt samarbejde. Beretningen blev enstemmigt godkendt med applaus!

Økonomi
Regnskabet 2024 for Sønderholm – Frejlev Seniorer blev fremlagt af kasserer Karna Simonsen. Dette viste positive tal på bundlinjen. Kontingentet for 2025 blev hævet med 10 kr. så det for 2025 er på 130 kr. Her efter blev regnskabet for 2024 godkendt med applaus af forsamlingen.

Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter
På valg til bestyrelsen var Knud E. Simonsen og Niels Peter Levisen. De ønskede ikke genvalg.

Bestyrelsen foreslog at udvide bestyrelsen til at omfatte tre suppleanter. Efter skriftlig afstemning til de tre bestyrelsessuppleantposter ser bestyrelsen således ud: Torben L. Andersen (ny formand), Mogens Engemand (næstformand), Karna Simonsen (kasserer), Ruth Nielsen (sekretær) Lis K. Andersen (bestyrelsesmedlem) samt de tre nyvalgte bestyrelsessuppleanter: Henning Boddum, Erik Ørsted og Grethe K. Nielsen.

Afgående formand Knud E. Simonsen fik tale og erkendtlighed med på vejen, da han efter 12 års bestyrelsesarbejde valgte at udtræde af sit bestyrelseshverv ved generalforsamlingen i den forening, der har stået hans hjerte nært. / ELR