- Mandag, 23. juni 2025
FODBOLD – Jyllandsserie 2, herrer
Aalborg Chang - St. Restrup IF: 1-0 (0-0)
St. Restrup IF spillede søndag eftermiddag en ”skæbne-kamp” på Provstejorden hos Aalborg Chang. Der var nemlig både mulighed for playoff til nedrykningskampe, men også overlevelse i Jyllandsserien. For at blive i rækken havde St. Restrup IF selv kortene på hånden, da en sejr ville sikre dem endnu en sæson. Et nederlag vil sende St. Restrup IF ud i et større ”drama”, da de to andre jyllandsserie-puljers 6. pladsers pointhøst ville få afgørende konsekvenser, da det bedste af de tre hold ville blive i næste sæsons jyllandsserie.
St. Restrup-trænerteamet havde til den afgørende kamp valgt, at give debut til det unge talent Mikkel Cederholm.
Kampen startede indledningsvist med et pres fra Aalborg Chang. Efter 10 minutters spil blev kampen af mere jævnbyrdig karakter, hvor det særligt var begge holds omstillingsspil, der gav de to hold scoringsmuligheder. Begge hold havde på den konto gode chancer for at bringe sig i front, men begge holds målmænd havde hænderne rigtigt skruet på i disse situationer. Derfor var det ganske fortjent helt lige efter kampens første 45 minutters spil.
Anden halvleg satte St. Restrup IF sig på, og kort inde i halvlegen blev St. Restrup-topscorer Patrick Lindberg spillet fri i kanten af målfeltet, men hans afslutning blev flot reddet af Aalborg Chang-målmanden. Efter en times spil begik St. Restrup IF et klodset straffespark. Denne gyldne mulighed omsatte Aalborg Chang til en 1-0-scoring. Efter scoringen blev der skruet op for det fysiske spil, hvilket kampens dommer langt hen af vejen tillod. Efter 70 minutters spil fik en Aalborg Chang-spiller vist det gule kort for en alt for hård tackling. Trods én mand i overtal fik St. Restrup IF ikke scoret, og som tiden skred frem løb sandet ud af timeglasset for St. Restrup IF, som måtte sande et 1-0-nederlag trods en god kamp.
Efter kampen måtte St. Restrup IF sande, at de i første omgang ikke fik hjælpe af lokalrivalerne fra Nibe B, der havde tabt 2-1 til IF Skjold Sæby, som placerede St. Restrup IF på 6. pladsen. Så nu skulle der ses mod de to andre jyllandsserie-puljer for, hvilket af de tre hold, på 6. pladsen, der var bedst. Her var det St. Restrup IF med sine 17 points, der var bedst. Således kunne holdet, trods nederlaget til Aalborg Chang, juble over endnu en sæson i jyllandsserie 2. / ELR











