- Fredag, 12. december 2025
Efter gudstjenesten fortsatte hyggen i Frejlev Kirkecenter, hvor der blev serveret kaffe, boller og kage.
Sønderholm-Frejlev seniorer fyldte kirken til bristepunktet, da de onsdag den 26. november var inviteret til adventsgudstjeneste med efterfølgende eventyroplæsning.
Frejlev Kirke bugnede af mennesker, da kirkens præst Jørn Skøtt Andersen holdt adventsgudstjeneste for seniorerne fra Sønderholm og Frejlev. Prædikenen blev krydret med dejlige julesalmer, der stemte forsamlingen ind på juletiden.
Efter gudstjenesten fortsatte hyggen i Frejlev Kirkecenter, hvor der blev serveret kaffe, boller og kage. Her overtog kirkens anden præst, Paw Kingo Andersen, og læste H.C. Andersens klassiske juleeventyr "Grantræet" og "Den lille pige med svovlstikkerne" højt for de fremmødte.
Formanden for Sønderholm-Frejlev Seniorer; Torben Lysebjerg Andersen takkede til sidst for arrangementet og rettede en særlig tak til kirken, menighedsrådet og kirkens personale for deres vedvarende hjælpsomhed i forbindelse med seniorernes arrangementer, både i Frejlev og Sønderholm.
Arrangementet blev afsluttet med ønsker om en god jul og et godt nytår til alle deltagere. / ELR9









