- Torsdag, 4. juni 2026
FODBOLD: Oddset Pokalen, 2. runde
St. Restrup IF (S1) - Aalborg KFUM (JS) 1-3
Målscorer for St. Restrup IF: 1-1 Mads Serup
Tirsdag aften tog St. Restrup IF imod Jyllandsserie 1-holdet Aalborg KFUM i 2. runde af Oddset Pokalen. På forhånd vidste hjemmeholdet, at der ventede en svær opgave mod et hold, som til dagligt spiller to rækker over St. Restrup.
Hjemmeholdet havde lagt en klar strategi om at stå kompakt og lade gæsterne have mest af boldbesiddelsen. KFUM satte sig da også på opgøret fra første fløjt og lagde et tungt pres på St. Restrup.
Efter 12 minutter gav overtaget pote for gæsterne, da et flot indlæg blev headet i mål til 0-1.
St. Restrup lod sig dog ikke slå ud af den tidlige scoring og kæmpede sig flot tilbage i kampen. Midtvejs i første halvleg blev Emil Tybjerg sendt afsted i en hurtig omstilling, hvor han blev nedlagt lige uden for straffesparksfeltet. Situationen udløste et gult kort til KFUM-forsvareren, hvilket betød at gæsterne måtte spille de næste 10 minutter i undertal. Fra det efterfølgende frispark sendte Mads Serup bolden elegant over muren og op i det venstre målhjørne til 1-1.
Trods målet og en periode med større offensivt mod lykkedes det ikke St. Restrup for alvor at få lagt et vedvarende pres på gæsterne, som fortsat havde mest af spillet.
Efter pausen fortsatte Aalborg KFUM med at styre kampen, men St. Restrup stod godt organiseret og viste stor disciplin i det defensive arbejde. Samtidig bød hjemmeholdet sig også til offensivt og havde flere muligheder for at bringe sig foran, men den sidste skarphed manglede i de afgørende situationer.
Efter 66 minutter lykkedes det dog gæsterne at bryde igennem. Et fladt indlæg fra siden fandt vej til en KFUM-spiller i feltet, som sikkert sendte bolden i nettet til 1-2.
St. Restrup forsøgte herefter at jagte en ny udligning, men som kampen skred frem, begyndte kræfterne at slippe op mod det stærke modstanderhold. I kampens sidste minut lukkede Aalborg KFUM definitivt opgøret, da gæsterne gjorde det til 1-3.
Selvom pokalturneringen ender her kan St. Restrup IF se tilbage på en stærk indsats mod en modstander fra en højere række. / KS
Næste opgave for St. Restrup IF venter tirsdag den 9. juni, hvor holdet gæster Aalborg Chang i Serie 1.












