- Søndag, 14. juni 2026
FODBOLD: Serie 1, herrer:
St. Restrup IF - Aars IK 0-3 (0-2)
Der var vigtige point på spil, da St. Restrup søndag tog imod Aars IK i næstsidste spillerunde af Serie 1.
Aars kom til St. Restrup med en klar kampplan. Gæsterne stod kompakt og lavt på banen og ventede tålmodigt på mulighederne for at slå til på omstillinger. St. Restrup satte sig på spillet fra første fløjt og havde i kampens indledning et massivt overtag. De første 15 minutter var Aars stort set ikke over midterlinjen, men hjemmeholdet manglede den nødvendige skarphed i de afgørende situationer for at blive for alvor farlige.
Mod spil og chancer kom Aars foran, da gæsterne ved deres første besøg i St. Restrups felt blev tildelt et straffespark, som blev omsat til 0-1. Ti minutter senere opstod en stor mulighed for udligning, da St. Restrup kom afsted i en lovende omstilling. Angrebet løb dog ud i sandet, og kort efter straffede Aars hjemmeholdet med endnu en hurtig kontra, som blev omsat til 0-2.
Anden halvleg fulgte samme kampbillede. St. Restrup havde bolden mest og forsøgte at skabe chancer, mens Aars stod lavt og forsvarede sig disciplineret. Hjemmeholdet kom frem til flere lovende åbninger, men den sidste skarphed manglede fortsat.
Med et kvarter tilbage af opgøret slog Aars til endnu engang på en kontra og lukkede definitivt kampen med scoringen til 0-3.
Et resultat der ikke afspejlede spilfordelingen, men som understregede forskellen på holdenes effektivitet i de afgørende situationer.
Der er derfor alt at spille for i sæsonens sidste kamp. Her venter rækkens førerhold, Randers Freja, og med en sejr vil St. Restrup være sikre på at undgå en nedrykningsplayoff og dermed sikre endnu en sæson i Serie 1. Holdet er aktuelt á point med AaB på 19 point, men St. Restrup står stærkest i det indbyrdes regnskab. Derfor vil en sejr være nok uanset AaB's resultat i sidste spillerunde.
Der er derfor lagt op til en nervepirrende sæsonafslutning, når St. Restrup fredag den 19. juni tager en tur til Randers Freja i sæsonens måske sidste kamp. / KS














