FODBOLD: Herrer Serie 1
Randers Freja - St. Restrup IF 3-1
Målscorer for St. Restrup IF: 0-1 Patrick Lindberg

St. Restrup IF var lørdag på en svær opgave, da holdet gæstede rækkens suveræne tophold, Randers Freja. På forhånd vidste gæsterne, at der ventede en hård kamp mod et af seriens stærkeste mandskaber, og de varme forhold gjorde ikke opgaven lettere.

Derfor havde St. Restrup lagt en klar kampplan: Holdet skulle stå kompakt og dybt i banen og satse på omstillinger, når mulighederne opstod. Den strategi fungerede godt i kampens indledning.
Randers Freja havde mest af bolden, men St. Restrup lykkedes flere gange med at bryde igennem på hurtige kontraangreb. Gæsterne skabte 3-4 lovende omstillinger i første halvleg, uden at det dog førte til de helt store chancer. Midtvejs i halvlegen kom føringen. Efter en flot bold i dybden fra Malthe Kristensen blev Patrick Lindberg sendt afsted alene mod mål. Her svigtede han ikke og bragte St. Restrup foran 1-0.
Hjemmeholdet fortsatte med at dominere boldbesiddelsen, men St. Restrup stod stærkt defensivt og kunne gå til pause med en overraskende føring.

Efter pausen fortsatte kampbilledet. Randers Freja havde mest af spillet, mens St. Restrup forsøgte at stå imod og true på omstillinger. Gæsterne havde dog sværere ved at holde fast i bolden i anden halvleg, og derfor kom der for lidt aflastning til defensiven. Ti minutter efter pausen blev presset for stort. Et indlæg fra højre side fandt vej til en Randers-spiller ved bagerste stolpe, som kunne udligne til 1-1.
Herefter fortsatte hjemmeholdet med at trykke på, og senere i halvlegen fik Randers Freja også vendt kampen på hovedet med scoringen til 2-1. St. Restrup forsøgte i slutfasen at satse mere offensivt i jagten på en udligning, men det gav samtidig mere plads til hjemmeholdet. Det udnyttede Randers Freja i en kontra, som blev omsat til kampens sidste scoring og dermed slutresultatet 3-1.

Aalborg Chang led søndag et klart nederlag på 6-0 hjemme mod AaB, og dermed gik resultatet ikke St. Restrup IF's vej. Det betyder, at St. Restrup IF nu skal ud i en playoffkamp om en plads i Serie 1 i næste sæson. Modstanderen bliver enten VSK Aarhus eller Alliancen IF, som tirsdag aften mødes i deres afgørende opgør. Vinderen af den kamp bliver St. Restrups modstander i playoffkampen, som spilles lørdag den 27. juni på RIF´s hjemmebane i Frejlev. / KS