I Nibe var de store sejl sat til ved sensommerens By Night arrangement i Nibe, som til lejligheden var døbt »Festlig Fredag«.

Og i anledning af sit 100 års jubilæum tidligere på sommeren havde Nibe Avis sat sit ekstra præg på dagen ved at lægge 100 meter kagemand ud i Skomagergade, så kagemanden forbandt Skomagertorvet med Torvet.

Fra morgenen sørgede KIMBO i samarbejde med Nibe Handelsforenings praktiske mand Lennart Olsson for at sikre det afspærrede område, og så begyndte ellers dækning af det lange bord med en særlig udgave af Nibe Avis, trykt direkte fra avisrotationen i én lang bane.

Torvebageriets medarbejdere med Rikke Magnussen i spidsen, sørgede for at udlægge de mange meter kagemand og ellers drysse de 35-40.000 M&M’s og montere et par tusinde Dannebrogsflag.

Og klokken præcis 14.30 var så spillere fra Nibe Boldklubs U14 drengehold på plads til at udskære kagemanden til publikum. Også TV2 Nord var på plads og dækkede sammen med Nibe Avis’ egen fotograf begivenheden til senere fornøjelse for seere og læsere.

Publikum var i hundredvis mødt frem til kagebordet, og som eftermiddagen skred frem, kom flere og flere til. Alle var de begejstrede for ideen med en lang kagemand, og kagen blev rost til skyerne: – Kagemanden er god, luftig og visse steder »snasket« lød det blandt de mange kommentarer til kagemanden.

Nibe Avis' medarbejderstab fik også sin del af kagemanden. Fra venstre redaktør Jacob Søndergaard, grafiker Jesper Steen Nielsen, grafiker Martin Utzon Terp og bladchef Allan Norre Nygaard.

Det lokale frivillige beredskab var ligeledes på plads med kaffe, te og saftevand som tilbehør til kagemanden.

Alt imens kagemanden »fik ben at gå på«, var Nibes forretninger på stikkerne, og aktive på hvert deres område, og åbningstiden var i dagens anledning forlænget til kl. 21.00.

Formand for Nibe Udviklingsråd, bankdirektør Lene Frederiksen udpegede sit helt eget stykke kagemand og fik i øvrigt kage med til sine medarbejdere i Jutlander Bank.

Da klokken blev 17.00 og kagemanden på forhånd så var annonceret fjernet, var der fortsat mere end 30 meter kage tilbage, og hvad skulle vi dog stille op med de mange portioner kage, grublede redaktør Jacob Søndergaard. Men hjælpen var nær, og større som mindre grupper af interesserede bød ind med at aftage dele af den resterende kagemand: Solsidecentret i Nibe fik med Ældre Sagens hjælp leveret en god stor portion kagemand, ligeledes fik »Svenstrupgård« en tilsvarende portion ved en medarbejders hjælp. Og i Rosenparken i Nibe var der gadefest, og også her fik man leveret kagemand til aftenkaffen. Så blev der kagemand til de frivillige i Kino Nibe på aftenvagt, til Wolturnus, der havde et hold medarbejdere på job med at flytte internt i virksomheden, og der blev uddelt kagemand til flere beboerforeninger og selv til weekendens Vikingemarked i Sebbersund blev der kagemand anno 2019.

Efter Nibe Boldklubs U14 forældregruppe havde fjernet bordene i Skomagergade, var det tid til lidt aften underholdning, hvilket »Safari-Band« med lokale Torben Aakmann i spidsen sørgede for, fra den store mobilscene på Torvet. Og efterhånden som aftenen skred frem, viste vejrguderne sig fra den mere muntre side med en lun aften, så Torvet gennem de sidste par timer var fyldt med et opstemt publikum, der hyggede sig med mad, pølser og anden servering fra restaurationerne på Torvet.

Alt i alt blev »Festlig Fredag« en festlig dag for både Nibe Avis’ fejring af 100-året som for de lokale forretninger og deres publikum. Nibe Avis talte fredag aften med adskillige forretninger, som hver især var meget opstemte over både arrangementet som helhed som for omsætningen i den enkelte forretning.

SE BILLEDER FRA FESTLIG FREDAG: 

IMG0040
IMG0035
IMG0068
IMG0076
IMG0071
wpersonale6607-kopi
wKAGE0076
IMG0082
IMG0126
IMG0143