Gennem de seneste 12 år er øllet løbet igennem hanerne på det lokale bryghus i Nibe, og nu er man nået til den markante milepæl der hedder »Bryg nummer 1000«.

Hver bryg indeholder 2000 liter øl, så i runde tal er der indtil nu blevet produceret omkring 2 millioner liter specialøl på det lokale bryggeri, beliggende ved Nibe Lystbådehavn.

Igennem de seneste måneder er der blevet arbejdet på en specialøl til at markere jubilæet, og den står nu helt klar til at blive præsenteret og prøvesmagt. Det sker ved et åbent hus arrangement fredag den 15. november, hvor Nibe Bryghus står dørene op og inviterer alle øl-interesserede indenfor, så man i fællesskab kan fejre 1000-jubilæet og udveksle holdninger til den nybryggede »Jubilæumsporter«, som øllet i denne anledning kaldes.

Som navnet angiver, er det en mørk øl, der blandt andet indeholder ingredienser som vanille, moskovoda-sukker, kaffe og svesker, og det skulle ifølge brygmester Martin Schau give en øl hen i retning af en sød porter.

Smag jubilæumsporter og gå på auktion bagefter!
På fredag præsenteres »Jubilæumsporter« så for offentligheden, og der bliver rig lejlighed til både at smage og købe jubilæumsøllet denne dag: Indehaver af Nibe Bryghus Verner Bonde fortæller: - Først holder vi en to-timers seance på bryghuset, hvor alle interesserede kan smage på vores jubilæumsøl, og samtidig kan man købe nogle flasker her i huset. Herefter indtager »Stejlepladsen« bryghusets festlokaler, og gennemfører deres planlagte fredagscafé/musik-arrangement, og her kan man også købe og smage »jubilæumsporter« fra Nibe Bryghus. Og som et særligt indslag denne dag, afholdes der auktion over en særlig 2-liters udgave af samme øl. Pengene, som tilvejebringes ved denne auktion, går ubeskåret til et særligt formål - nemlig til forskønnelse af byens store juletræ, som traditionen tro placeres på Torvet i centrum af Nibe by. Børnene i byens kommunale børnehaver har sammen med personalet fået til opgave at lave julepynt til det store juletræ, og pengene som indkommer ved auktionen går til indkøb af materialer til dette formål. Dette er sket i et tæt samarbejdet mellem Nibe Bryghus og Nibe Handelsforening, som overbringer børnehaverne beløbet efter auktionen har fundet sted fredag på Nibe Bryghus.

En 2-liters udgave af jubilæumsøllet sættes under hammeren ved en auktion, når »Stejlepladsen« holder deres musik-arrangement på bryghuset umiddelbart efter præsentationen af bryg no. 1000.

Peter Volff Nielsen og Peter Holm Jensen fra »Stejlepladsen« var forleden samlet med folkene bag »jubilæumsporter«, og de er stolte af at være med til at »sætte den nye øl i søen«: - Vores fyraftenscafé og øl fra Nibe Bryghus hører uløseligt sammen, så det er fint, at vi får lov til at være med at lancere den nye øl, og vi ser frem til at »sælge« den store 2-liters flaske på auktion, siger de.

For Verner Bonde og Nibe Bryghus er det markeringen af en 1000 bryg lang historie - men det er også starten på en ny tradition: - Fremover vil vi hvert kvartal præsentere en ny øl, som er afstemt med årstiden, så øl-entusiaster fra nær og fjern kan godt glæde sig til at vi hvert forår, sommer, efterår og vinter vil lancere et nyt bryg, som passer til sæsonen, udtaler Verner Bonde, som overtog Nibe Bryghus i 2015, og siden da har videreført de stolte traditioner med at forestå innovativ brygning af kvalitetsøl. 

FAKTA om Nibe Bryghus
Nibe Bryghus er stiftet i 2007, og er i dag et 100% privatejet bryggeri med fokus på bibeholdelse af de gode traditioner og kulturen omkring Nibe øllet.
Mikrobryggeriet har til huse på Bryggen 80c ved den smukke Nibe Lystbådehavn med en pragtfuld udsigt over Limfjorden.
Nibe Bryghus har løbende at været en aktiv medspiller i den aktuelle »ølrevolution« i Danmark, og har blandt opnået hædersudnævnelser for både deres påske- og julebryg.
Øllet fra Nibe Bryghus forhandles primært hos lokale forhandlere. Herudover afholdes der i bryghusets festlokaler ølsmagninger, foredrag og andre arrangementer.