Digitalisering af Nibe Avis gennem 100 år blev afgørende for tildeling af Kulturelt Samråds Kulturpris 2020 til Lokalhistorisk Arkiv.

Det var i helt andre og ikke planlagte rammer, Kulturprisen i år blev tildelt. Baggrunden er naturligvis situationen med, at den usynlige fjende – corona virus – har lagt landet øde, og særligt har her kulturlivet måttet føle, at store publikums forsamlinger for tiden ikke er mulige.

Trods forbuddet mod forsamlinger over 10 personer, har Kulturelt Samråd i Nibe og Nibe Avis valgt sammen at holde Påskeudstillingen som en udvidet udgave af Nibe Avis’ E-udgave – og tildelingen af Kulturprisen er ligeledes sket i et samarbejde mellem Kulturelt Samråd og lokalmediet Nibe Avis.

Traditionelt uddeles prisen i forbindelse med fernisering på årets Påskeudstilling, men da denne udstilling i fysisk form i år ikke har kunnet gennemføres, skete dette Skærtorsdag foran Tinghuset i Nibe – uden andre tilstedeværende end repræsentanter for Kulturelt Samråd, Lokalhistorisk Arkiv, samt lokalpressen.

Formand for samrådet Gitte Friis Therkildsen sagde i sin tale ved overrækkelsen, at trods det, at medarbejderne ved lokalhistorisk Arkiv stille og roligt arbejder bag facaden i det gamle tinghus, og »næsten usynligt« tager vare på byens og områdets identitet, er det meget vigtigt, at den lokale historie bevares, og det er I på arkivet garant for. Særligt har det vægtet i bedømmelsen, at I for tiden arbejder på digitalisering af 100 årgange af Nibe Avis, som jo også er bærer af lokalhistorien.

Jan Dalsgaard, formand for Lokalhistorisk Forening, Nibe Museum og leder af lokalhistorisk Arkiv, takkede inderligt for tildeling af prisen, og han sendte i den anledning en tak til Aalborg Kommune, som gennem dækning af husleje og remedier giver arkivet mulighed for at udføre det i øvrigt frivillige arbejde. Jan Dalsgaard understregede, at man på Lokalhistorisk Arkiv har en række personer med specielle kompetencer inden for det historiske, inden for IT og andre relaterede områder, og såvel bestyrelsen som de, der indleverer arkivalier til arkivet, er af største vigtighed for det arbejde, der udføres.

Gitte Friis Therkildsen overrakte et diplom som symbol på tildeling af Kulturprisen – og en gave, som efterfølgende viste sig at være en termokande. Der kan nok blive brug for at »holde dampen oppe«, når der arbejdes i arkiverne, afsluttede samrådets formand det lille uformelle møde foran Tinghuset og dermed også lokalerne, hvor Lokalhistorisk Arkiv holder åbent hver onsdag eftermiddag. Foreløbig er arkivet dog som de fleste andre service organisationer lukket ned for aktivitet.

Tildeling af Kulturprisen blev transmitteret af Nibe Avis på avisens facebook profil.
Ser du med på indslaget, så vær opmærksom på at vende din mobil eller tablet korrekt – ser du med på en stationær computer, er det en ide at lægge sig ned så længe indslaget varer. 🤪😢
OVERRÆKKELSE AF KULTURPRISEN

Årets Påskeudstilling afholdes digitalt, i et samarbejde mellem Kulturelt Samråd og Nibe Avis:
OPLEV PÅSKEUDSTILLINGEN DIGITALT

Nibe Kommunes Kulturpris er tildelt:
(Fra 2007 - Kulturelt Samråd Kulturpris)

1996: Ejvind Madsen
1997: Frode Kristensen
1998: Halkær Kro
1999: Kino Nibe
2000: Erik Bak
2001: Lundby Kultur- og Forsamlingshus
2002: Troels Hollesen
2003: Thorvald Odgaard
2004: Peter Møller Madsen
2005: Lokalhistorisk Forening for Farstrup, Lundby, Sebber og St. Ajstrup sogne
2006: Laurits Kjær Nielsen
2007: Chr. K. Jeppesen
2008: Kulturnattens Legegruppe
2009: Jens-Anders Djernes
2010: INGEN (ophørt, og genoptaget 2011)
2011: Niels Quist-Jensen
2012: Bongoes 62
2013: Musik i Nibe
2014: Willy Kær
2015: Nibe Festival medhjælpere
2016: Thomas Becker
2017: Jens Østergaard Madsen
2018: Kulturbrugsen Sebbersund
2019: Nibeblæserne
2020: Lokalhistorisk Arkiv i Nibe